På moving day af Dunhill Cup 2002 på Houghton Country Club i Sydafrika slog James Kingston ud på par-3-hullet 15, der var 206 meter langt. Bolden gik venstre om green og ramte et træ, hvor det lød, som om den var havnet i en flipper-automat, da den for frem og tilbage mellem grenene.

Kingston, der har kontaktlinser, kunne ikke følge bolden, efter at den ramte træet. Han vendte sig ærgerligt og knaldede sit jern i baggen – men samtidig lød der et brøl fra tilskuerne omkring greenen. Bolden var faldet ned på green, hvor den nydeligt rullede i hul.

Det var ikke et almindeligt held – det var et helt utroligt svineheld, for på hul 15 var der en Audi TT (Twin-Turbo) Coupé som hole-in-one-præmie. En præmie, der var ca. 300.000 kr. værd. Det var endda det tredje hole-in-one i turneringen, for dagen forinden havde såvel nordireren Michael Hoey som Kingstons landsmand Taco van Zyl lavet hole-in-one, men det var på hul 12, og dér var der ikke udsat nogen Audi. Så lige så heldig Kingston var, lige så uheldige var de!

Forrige artikelBruchsal er en dejlig natur- og golfoplevelse
Næste artikelGolfbegejstret Milliardær
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.