Storken knejser over 14. green og har falkereder under sig. Den ondulerede mesterskabsbane har drilske bunkers som sværeste udfordring

Alt er i den grad på plads og i orden på Bruchsal GC. Parkeringsanlægget er udvidet, så der er rigelig plads. I kontoret bliver man modtaget som gamle venner og ekspederet smilende og effektivt. Udenfor står den buggy, man har bestilt; ikke med nummer, men med navnet på en historisk golfspiller, og vi er ikke utilfredse med at spille i Bobby Jones. Det kan forhåbentlig inspirere.

Naturligvis kan man klare sig uden buggy, men flere steder på banen er der pæn afstand mellem green og tee, og højdeforskellene er betydelige, så skal man spille flere runder på få dage, er det en god ide for alle, der ikke er i topform, at køre.
Omkring første tee kan vi, mens vi venter på at slå ud, se de første prøver på den afvekslende fauna og flora og ville ønske, at vi havde hørt bedre efter i skolen, så vi vidste, hvad det er, der er så smukt og velduftende; eller hvilken rovfugl, der kredser over os.

I bakke dal
Der er fem teesteder, og man er ikke nået til at anbefale, at man spiller derfra, hvor man hører hjemme, for på scorekortet er det to til herrer og to til damer, men det behøver man jo ikke at tage hensyn til – og der er oversigt over tildelte slag for begge køn fra alle udslagssteder.
Udslaget på første hul er blindt og forholdsvis stejlt op ad bakke, så vi har straks fornemmelsen af, at vi skal meget op og ned her i kanten af Kraichgau-bakkerne, bag hvilke man langt væk ser Schwarzwald. Vestpå ser man til gengæld fra banens højere dele ned i Rhindalen.

Antallet af tildelte slag antyder, at banen hører til i den lettere kategori, og det er rigtigt. I hvert fald, hvis man ikke slår så skævt, at man havner i en rigtig grim rough, men så skal man faktisk virkelig kikse; eller man kommer i karambolage med de træer, der her og der står på fairway, eller de bunkers, der på mange huller er anbragt ualmindelig drilsk. På for-9 især på de to sidste huller.
Desuden skal man hele tiden tage hensyn til de hældninger, som fairways byder på. Beregner man forkert, risikerer man, at bolden forsvinder langt ud i siderne.
Halfwayhouse
For enden af niende hul er der et lille halfwayhouse med drikkeautomat og toilet, hvor man kan nyde sine medbragte klemmer og evt. lade næste bold gå igennem.
Hullerne 10 og 11 er begge dogleg venstre, igen med drilske bunkers. I baneguiden ser 12. hul enkelt ud, men det er meget bakket, og der er skråninger omkring green, så det har hcp 2.

Storken over signaturhullet

Mange har det sværere med hul 13 par-3, selv om det har hcp 13. Man skal over vand til et flag, der står 130/187 m væk. Man kan ikke vælge at slå højre om, for der er der også vand, og green er eleveret.
Klart banens flotteste hul, men for gennemsnitsgolferen måske også det sværeste.
Der er et stykke fra green til udslag på hul 14, men over det står en lang stang med en storkerede øverst. Under den holder falke og småfugle til. En slags babelstårn for fugle, og det er betagende at følge storkeparrets liv.

Hul 19
Runden afsluttes med dagens letteste hul, så man kan få en god score at gå af banen med for at gøre scoren op i restauranten i klubhuset, der som alle andre på egnen er stort og lækkert, og hvor maden er lækker.
Ikke mindst i aspargessæsonen, hvor der er et omfangsrigt aspargeskort.

Øko guld
Klubben lægger stor vægt på at behandle naturen bedst muligt og belaste miljøet mindst muligt, og derfor er det meget passende at afslutte med at konstatere, at den har modtaget det tyske golfforbunds guldcertifikat for golf og natur.

DEL
Forrige artikelEndelig holdt Woodland til mål
Næste artikelTirsdagsanekdoten fortæller, hvordan man tjener en Audi TT Coupé
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.