Costa Navarino er på få år blevet en golfdestination i særklasse, og huser nu fire baner. Vi tog sydpå for at spille de to nyeste, begge designet af Jose Maria Olazabal.
Foto: Jacob Sjoman og PR
Grækenland er kendt for mange ting. Det var her, demokratiets vugge stod, og her, moussakaen blev opfundet. Blot for at nævne to ting i hver sin ende af udviklingsspektret.
Som golfdestination har Grækenland dog ikke markeret sig voldsomt, golf er stadig en næsten jomfruelig sport i landet med den lange historie. Men det er ved at ændre sig – især takket være en fremsynet skibsreder, Vassilis Constantakopoulos, som satte sig for at omdanne sin hjemstavn i Messinia til en sand golfdestination.
Costa Navarino åbnede sine første to baner for godt ti år siden, og sidste år kom to mere til. Således kan det tidligere så stille fiskerleje nu bryste sig af at huse næsten halvdelen af landets i alt ni baner.
Vi tager turen til Grækenland for at spille de to nyeste baner i det græske golfparadis, The International Olympic Academy Golf Course og The Hills Course, begge designet af den spanske legende Jose Maria Olazabal.
Majestætisk udsigt
Vi tjekker ind på det eksklusive Westin Resort, et af flere femstjernede hotel-resorts i Costa Navarino. Snart åbner endnu et, Mandarin Oriental.
Herfra er der blot et kvarters kørsel til målet for vores græske golf-odyssé. Costa Navarinos to ”gamle” baner ligger ved kysten, men for at nå de nyeste skal vi gennem flere hårnålesving mod toppen af en bakke, hvor et fælles – og spritnyt – klubhus er centrum for de to nye baner.
Vores buggy – det er en nødvendighed – står klar med vores navn på, og efter en tur på flotte træningsanlæg, er vi klar til at prøve kræfter med The International Olympic Academy Golf Course.
Banens to sløjfer er vidt forskellige – og det bedste kommer til sidst. Bevares, de første ni huller er glimrende, men det er på de sidste ni, at banen veksler fra god til excellent. Her åbenbares nemlig en majestætisk udsigt ud over Navarino-bugten fra stort set samtlige huller. Det er nærmest guddommeligt…
Højdepunktet er de to par 3-huller, 12. og 16., hvor teestederne ligger lige ved siden af hinanden, men med greens i hver sin retning. 12. hul er ganske enkelt fremragende designmæssigt, mens udsigten fra 16. ikke fås ret meget bedre noget sted i verden.
Hård vind i 250 meters højde
Fairways er til at ramme – men misser du, står problemerne i kø. Slår du i venstre, ender bolden sandsynligvis langt nede af den stejle skrænt. Og på højre side sluger et mix af stride buske og sten sin del af boldene. Faktisk mener banens designer, Jose Maria Olazabal, at der er for lidt plads på de sidste ni huller. Det fortæller han, da vi snakker med ham efter runden:
– De sidste ni huller er for smalle, men det er midlertidigt. Vi ændrer fem hektar på højre side, så du ikke skal klage over for mange mistede bolde. Det bliver ikke græs, men et plejet område, hvor du kan finde din bold, forklarer han om projektet, der er sat i gang og vil være færdigt om et par år.
– Når vi designer baner, er ideen bag som regel, at det skal være en bane for alle niveauer af spillere. Min driver har aldrig været kendt for at være mit stærkeste våben, så jeg har forsøgt at være generøs fra tee og gøre spillet sværere omkring greens. Men når det er sagt, så bryder jeg mig heller ikke om meget stejle bunkers. Hvis en handicap 20-25.spiller ender i sådan en, kan han bruge resten af dagen på at komme ud, fortæller Olazabal om sine ideer omkring banen.
Han er lykkedes rigtig godt med at føre de planer ud i livet. The International Olympic Academy Golf Course er en super bane i perfekt stand – selv efter flere dages massiv regn lige forud for vores besøg. Det er også muligt at komme fornuftigt rundt, hvis man spiller strategisk og ikke bare fyrer løs med driveren. I hvert fald fra vores teested. Rykker man til de bageste af de seks forskellige teesteder, er banen et monster. Og så er der jo lige det med vinden. Visse steder er vi 250 meter over havets overflade, og specielt på de sidste ni huller spiller den godt og grundigt med denne dag.
Røde spor på greens
Efter runden lader vi for øvrigt bare vores bags sidde på buggyen. Inkluderet i servicen er nemlig, at de automatisk fragtes til den bane, du spiller dagen efter. Eller direkte til dit hotelværelse, hvis du ønsker det. Så vi behøver ikke spekulere over andet, end om runden skal skylles ned med en lokal øl eller den overraskende gode, græske vin.
Efter en nat på det storslåede hotel er vi tidligt oppe og på plads på samme anlæg for at prøve kræfter med den anden af Olazabals to nye baner. Det er isnende koldt, men heldigvis er vinden ikke i spil på samme måde som dagen før, da The Hills Course er anlagt på den modsatte side af bakkekammen. Dermed mødes vi heller ikke af samme spektakulære udsigter som dagen før, men det er på mange måder en mere voksen bane. Selv om dåbsattesten blot siger 1 år.
Noget af det første, jeg bemærker på vejen rundt, er adskillige røde fodspor på greens. Det undrer mig. Indtil jeg – ret hurtigt på runden – havner lidt uden for det klippede område. Her består jorden af rødt mudder, som sætter sig i et centimeter tykt lag under skoene, og selv måneder efter ligner de mere et par sko, der har været i brug på en grusbane til tennis end travet en golfbane tynd.
Satser på store turneringer
Modsat på The International Olympic Academy Golf Course er her masser af plads på de brede fairways, der bugter sig op og ned i landskabet. Og på greens bliver vi virkelig testet. Jeg spiller sammen med den lokale pro, som fortæller, at de denne dag, trods massivt regnvejr i dagene op til besøget, måler 12,5 på stimpmeteren. Oveni er der som regel en pukkel eller to, der gør dem meget svære at læse, så man undgår næppe tre-putts på vejen rundt. I mit tilfælde sågar et fire-putt.
De to baner er vidt forskellige, og meningerne om, hvilken der er den bedste af dem, deler også vores gruppe. Et er dog sikkert – det er to baner i absolut topklasse. Og i den sværere ende. Vi spiller med i en pro-am, hvor blot en enkelt af pro’erne er samlet under par efter de to runder. Det siger lidt om, at det ikke er baner, der bare kan brændes af. Her skulle Costa Navarinos to andre baner, The Bay Course og The Dunes Course, være mere til at have med at gøre.
Det er uden tvivl to mesterskabsbaner, Jose Maria Olazabal har skabt. Og bliv ikke overrasket, hvis Costa Navarino dukker op på DP World Tours s kalender i de kommende år.
– Vi håber på at kunne være vært for en stor turnering. Men banerne skal lige modnes først, så måske om fire-fem år. Måske med en Challenge Tour-turnering eller en turnering på senior touren til at begynde med, forklarer Jose Maria Olazabal.
Og spørgsmålet er så, hvilken af de to baner, der skal lægge græs til?
– Det kunne være dem begge to. De er forskellige, men vil begge være egnede. Men af hensyn til TV, vil The International Olympic Academy Golf Course selvfølgelig være mest oplagt, mener Olazabal.
GOLFBLADET var inviteret til Grækenland af Costa Navarino.
Vejen til Costa Navarino
Vi besøger Costa Navarino lidt uden for sæsonen, og det gør turen lang. Fra lufthavnen er der en køretur på godt tre timer – af en smuk rute, dog.
Blot tre kvarters kørsel fra Costa Navarino ligger den gamle militærlufthavn, Kalamata, hvortil man kan flyve direkte fra København ugentligt nogle måneder om året – fra andre europæiske lufthavne er frekvensen lidt hyppigere. Planen er, med tiden, at udbygge lufthavnen.
Flere danske golfrejsebureauer har Costa Navarino på programmet.
Det skal du opleve
De fire golfbaner er rejsen værd i sig selv, men der bør også være tid til lidt kultur. Et oplagt bud kunne være Olympia, der ligger halvanden times kørsel væk. Det var her, antikkens olympiske lege blev afviklet hvert fjerde fra år 800 BC til 400 AD.
Eller tag en spadseretur på strandpromenaden i Gialova og nyd den fantastiske græske cuisine på en af området strandrestauranter. Området er for øvrigt kendt for at producere en af verdens bedste olivenolier.
