Titleist har udviklet særlige modeller af ProV1 og ProV1x til brug ved indendørs træning og fitting med Trackman monitors

Det er ingen hemmelighed at den danske tech virksomhed Trackman er i høj kurs hos både de største udstyrsproducenter og naturligvis hos professionelle og elitespillere samt golftrænere. Trackmans launch monitors anses som de klart bedste i verden, men der har været udfordringer i forhold til at få præcise bolddata når man har trænet og testet indendørs. Derfor har Trackman og Titleist igennem de seneste to år samarbejdet om at udvikle en teknologi, der kan give helt præcise spin data, som igen er afgørende for at man kan få mere præcise længde data. Det har nu resulteret i to helt nye ProV1 og ProV1x bolde, der har en særlig Radar Capture Technology (RCT), som altså muliggør helt eller i hvert fald 99 procent præcise spin data ved indendørs træning og clubfitting.
– Vi er meget glade for at indgå partnerskab med Acushnet omkring præsentationen af ProV1 og ProV1x RCT-boldene, siger Trackmans CEO og medstifter Klaus Eldrup-Jørgensen. – Titleist er en boldproducent, der når ekstraordinære højder når det kommer til førsteklasses kvalitet og produkternes performance, og det spejler Trackman’s tilgang til teknologi, udvikling og innovation, siger han. Titleist’ chef for boldudvikling, Jeremy Stone, udtaler sig ligeledes rosende om danske Trackmans teknologiske produkter.

Den nye bold skal ikke placeres på en bestemt måde, og dens egenskaber gælder kun indendørs brug sammen med en Trackman launch monitor – altså ikke for eksempel FlightScope eller Foresight monitors. Boldene er dog godkendt af USGA og R&A. De kommer i handlen i udvalgte butikker i Norden i begyndelsen af december og på verdensplan til april. Prisen er 529 kr. for et dusin.

Forrige artikelAdidas’ nye ’golfsok’
Næste artikelOdder sprøjter talenter ud
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.