Trondheim er en fascinerende by med ca. 182.000 indbyggere i Trøndelag. Den blev grundlagt 997 af Olav Tryggvason, der omkom tre år senere i Slaget ved Svold. Den var norsk hovedstad til 1217, men har med den fantastiske Nidaros Dom knejsende over byen haft stor betydning lige siden.

Ikke blot er det bestemt i forfatningen, at alle norske konger skal krones i denne domkirke, men byen har også Norges største universitet og såvel en mængde væsentlige historiske minder som en halv snes appetitlige storcentre til den daglige blomstrende handel. Den har Norges længste række af træhuse og en række arkitektonisk spændende bygninger langs Nidelven, som går tværs gennem byen.
I vandet udfor byen ligger Munkholmen. En ø, der blev brugt som fæstning og fængsel, og hvor bl.a. Griffenfeld sad som fange.

Kultur og sport
Det rige kulturliv omfatter kunstmuseer, Ringve Museum med ca. 2000 musikinstrumenter fra hele verden samt oplevelsescentret Rockheim, der er helliget punk og rock og står som et vartegn for byen.
Det gør også telekommunikationstårnet Tyholt Tårnet, der 124 m højt står på en bakketop som et vartegn med en roterende restaurant på toppen med en bjergtagende udsigt.
Norges vigtigste fodboldklub Rosenborg hører hjemme i Trondheim, der også har fremragende vintersport på Granåsen med langrend, skiskydning, nordisk kombination, skihop mm.

Golf
Klimaet arbejder for, at golfklubberne Trondheim GK, Byneset, Stjørdal, Stiklestad m.fl. kan forlænge sæsonen, som i forvejen er lang pga. Golfstrømmens indflydelse.
Trondheim GK ligger oven for byen med storslået udsigt. Den har kun ni huller, men to teesteder på hvert hul gør den til en udfordrende 18 hulsbane alligevel. Den blev anlagt i 1952, og da den franske træner i 1954 fik ideen til en midnatssol-turnering, førte det til verdensberømmelse. Folk rejste fra hele verden for at få diplom på, at de havde spillet, også selv om banen kun ligger med næsten fuld midnatssol. Til gengæld er de nordlys, man kan se i den mørke tid, helt ægte.

DEL
Forrige artikel
Næste artikelTo danskere i kamp for LPGA-kort
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.