Jon Rahm vandt Sentry Tournamenet of Champions på The Plantation Course i Kapalua på Hawaii. Hans tredje sejr i de seneste fire turneringer. Det er måske ikke så overraskende. Det overraskende var måden, for det syntes at være umuligt at vinde fra 7 slag bagude på én af de nemmeste baner på touren.

Ikke for Jon Rahm. Han gjorde selv sin del af arbejdet ved at gå 10 under par, 63, i en vanvittig finalerunde. Så langt så godt. Men han fik også uventet ‘hjælp’ af hidtil overbevisende Collin Morikawa, som efter 67 fejl- og bogeyfrie huller, pludselig – helt ud af det blå – lavede tre bogeys i træk på 14., 15. og 16. hul. En birdie på sidste hul var ikke nok for en desillusioneret Morikawa, som nærmest ‘bare skulle møde op’ for at hente førstepræmien på 2,7 mio. $, men alligevel ‘smed’ sejren.

Jon Rahm sluttede 27 under par, Morikawa ‘kun’ 25 under. På papiret en sikker sejr, altså hvis man ikke ser andet end slutresultatet. Indtil 14. hul søndag var Collin Morikawa aldeles overbevisende, men putteren, som han ellers havde fået så godt styr på i vinterpausen, ville ikke rigtigt makke ret. Så Morikawa var ‘bare’ 3 under for dagen, og førte kun med 1 slag til buldrebassen fra Spanien, der med en eagle på 15. helt uimodståeligt havde vendt en bogey-start på 1. hul til den vildeste birdiefest og var kommet til 26 under par.

Tre bogeys i træk

– Jeg er lidt chokeret, sagde Rahm efterfølgende, og erkendte, at han umuligt kunne have vundet over ‘den Morikawa, der spillede de første tre dage’. Men det var bare en anden Morikawa, der på det korte par4-hul 14. havde 24 meter til flaget fra bunker i andetslaget, men flækkede bolden 25 meter over green og ikke formåede at komme ind og i derfra. Om det var chokket over pludselig at lave en bogey, er ikke til at sige, men på det efterfølgende hul duffede Morikawa et chip, og så fik han bogey igen. Og var pludselig bagud, men Rahm, der gik to grupper foran, var dog ved at løbe tør for huller. Så treputtede Morikawa 16. hul fra 7 fod – kun lige over to meter! Rahms birdie på 18. bragte ham 3 slag i front, og Morikawa hentede kun det ene.

– Jeg er ked af det, var Collin Morikawas umiddelbare reaktion, mens Rahm stadig ikke helt forstod, at han virkelig havde vundet. Rahm rykker frem på verdensranglisten, til en fjerdeplads. En verdensrangliste, som Rory McIlroy stadig fører. Scottie Scheffler, der indledte finaledagen på delt andenplads og skulle bruge en todelt tredjeplads hvis han skulle generobre førstepladsen, blev kun delt nummer syv.

Tredjepladsen blev delt mellem Tom Hoge og Max Homa i -23, mens Tom Kim og J.J. Spaun delte femtepladsen i 22 under par.

Foto: Getty Images

Forrige artikelTotal kontrol på Hawaii
Næste artikelHøjgaard-brødrene til Callaway Golf
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.