Lone Just Hansen og Bent Ingemar Christensen havde rejst til flere end 15 destinationer, før de i efteråret 2017 valgte Portugal, da de fik chance for long stay

Da farmakonomen Lone Just Hansen og reklamemanden Bent Ingemar Christensen fra Aarhus GK gik på efterløn og fik mulighed for at udvide varigheden af deres rejser til long stay, havde de gode forudsætninger for at vælge.
De havde i mange år på korte golfture fundet ud af, at green2green opfyldte deres ønske om behagelige, problemfri rejser. De var også sikre på, at efterårets og vinterens vigtigste long stay – de tager på to i 2019-20 – skulle være i Marina Club Lagos på den portugisiske Algarvekyst i oktober.

Vejr og atmosfære
Temperaturen er gennemgående 20-25 grader midt på dagen, lidt lavere hen mod november. Der er masser af solskin, og Lagos har en passende størrelse, ca. 22.000 indbyggere. Havnen, der har en helt speciel atmosfære, havde stor betydning i 1400-tallet, hvor portugiserne var blandt de væsentlige opdagelsesrejsende.

I dag kendes Lagos for sin marina, god shopping og ikke mindst mere end 100 restauranter og cafeer. Man kan spise godt til helt ned til 150 kr. for middag for to med et glas øl. Lone og Bent fortæller, at prisniveauet er lavere end i Spanien, fordi stedet er mindre turistico end fx Vilamoura og Albufeira.
Hvis man ikke kun vil spille golf, men også udfolde sig fysisk i øvrigt, byder området på bjergbestigning i lille format på de fantastiske klippeformationer, ikke mindst den berømte Ponta da Piedade, og mulighed for lange vandreture langs kysten med det utrolige fugleliv, bl.a. store flokke af storke.

Marina Club Lagos
Parret bestemte sig for, at de ville bo i en by med et livligt socialt liv og køre til golfbanen 5 km væk. De bor på Marina Club Lagos i en pænt stor hotellejlighed med daglig rengøring. Komplekset har swimming pool, gratis parkering og wifi. Prisen for en måned er ca. 17.500 kr. for fly, ophold, bil og 14 runder golf.
For at komme til centrum skal man krydse havnebassinet på en lang bro, der ligger et par hundrede meter væk. De fleste indkøb foretages 500 m væk i et supermarked med specialafdelinger for væsentlige varegrupper.
En behagelig overraskelse var, at man klarer sig fint på engelsk, også i sundhedsvæsenet, som de en enkelt gang har haft brug for.

Golf
Lone og Bent spiller golf hver anden dag på Onyria Palmares, der er designet af Robert Trent Jones med tre 9-huls-sløjfer, som spilles i de tre mulige kombinationer. De er tilpas forskellige. De ni huller af hullerne er ren links, mens de øvrige 18 er forholdsvis onduleret. Dog sådan, at stigningerne kommer i ryk med i alt 130 højdemeter. Især på de højeste punkter er der en betagende udsigt over Atlanterhavet.
Udfordringerne tilfredsstiller såvel Bent, hcp 5,5, som Lone, hcp 23,7, nok til, at de nyder at spille samme sted hver dag.

Socialt liv
Der er god plads på banen med mulighed for formiddagstider. Publikum er internationalt med især mange englændere og svenskere. Et livligt leben udfolder sig på klubhusets terrasse, hvor man med en smuk udsigt kan indtage sin frokost og kommer i kontakt med mange mennesker.
Lone og Bent er faldet så godt i hak med ægtepar fra Kolding og Sønderborg, at de nu rejser og spiller sammen. Desuden mødes de ved green2greens sommerarrangementer for kunder, det næste i september i Silkeborg.

Gode råd
Spurgt om gode råd til andre long stayers kommer de frem til:
– Husk det internationale sygesikringsbevis.
– Hæv altid penge i bankerne og hav nok at betale med, hvis en restaurant ikke modtager kreditkort. Hæv aldrig i den ’tilfældige’ automat.
– Rejs med en operatør, der har kapacitet til hurtigt at hjælpe, hvad enten det gælder bestilling af ekstra tee times eller et luftfartselskabs fallit. Da Premiair krakkede i 2018, fik parret nye flybilletter på et døgn, mens det kneb mere for andre på samme destination.

Næste long stay
Lone og Bent skal på Long Stay igen i februar. Denne gang til Isla Canela på den spanske side af grænsen – også selv om de egentlig føler, at befolkningen er hyggeligere i Portugal.

Fakta Lagos:
Lagos ligger knap 80 km vest for lufthavnen i Faro ved floden Bensafrims udløb og har ved havnen en stor marina med plads til mange hundrede lystbåde. Desuden har den et omfangsrigt shopping- og restaurationsliv i alle prisklasser, og i de smalle gader er der fuldt af dufte og lyde, bl.a. fra gademusikanter.

Byen og egnen har adskillige gastronomiske og kulinariske specialiteter. Fiskeretter står naturligt på menuen, og vil man have lokal vin, er det fx Moscatel. Har man en sød tand, kan man vælge lokale småkager, fremstillet med æg, honning og figner.

Byen har en rig historie fra tiden med de store portugisiske søfarere. Bl.a. holdt Henrik Søfareren, der opdagede Acorerne og de Kap Verdiske Øer i første halvdel af 1400-tallet, og som stod bag den tidligste portugisiske udforskning af Afrika, i perioder til i Lagos.

DEL
Forrige artikelDamedag i Øland
Næste artikelNicolai Højgaard nr. 2 i KLM Open – torsdags round up
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.