Amerikansk universitetshold fik lov at spille søndagsrunde om torsdagen på grund af religiøs overbevisning.

Det er lidt et problem, hvis man drømmer om en karriere i golf, hvis man af religiøse årsager ikke ønsker at spille turneringsgolf om søndagen. Det amerikanske universitet Brigham Young har et herrehold i NCAA Division I, men af religiøse årsager har universitet en politik om ikke at konkurrere om søndagen.
I sidste uge afvikledes NCAA Division I Championship imidlertid over fire runder fra fredag til mandag – med en hulspilsafslutning tirsdag for de otte bedste hold, og her fik Brigham Young, der hører hjemme i Utah og tilhører Mormon kirken, derfor dispensation til at spille deres tredje runde allerede torsdag, således at holdets seks spillere gik ud i et-bolde med en markør og at deres scores til de flagplaceringer, der kom til at stå om søndagen, talte som deres score i tredje runde. I sandhed et besynderligt format, men hvad gør man snart ikke nu om stunder for ikke at genere religiøse minoriteter!

Hvad de seks talentfulde spillere på holdet, med nummer 98 på amatørernes verdensrangliste Peter Kuest i spidsen, vil gøre, hvis de en dag bliver professionelle, står hen i det uvisse. Det er tvivlsomt, at The Masters vil tillade en spiller at spille søndagsrunde om onsdagen blot fordi man ikke ønsker at konkurrere på en helligdag.

DEL
Forrige artikelVinder Lefty endelig US Open?
Næste artikelVerdens mest demokratiske turnering
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.