…men derfor skal du alligevel være omhyggelig, når du køber ny driver.

Der er noget magisk over en ny driver.
Sådan er det bare. I modsætning til alt andet udstyr i bag’en har vi en tendens til oftere at skifte vores driver ud. Om ikke andet så bare for at få det nyeste nye. Og spørger man butikschef i Golfexperten, Odense, Martin Andreasen, så er det faktisk en god idé.
”I år er et fantastisk driver-år. Ingen laver dårlige drivere i år, og i forhold til bare et par år siden, er de nye meget mere tilgivende,” siger han. ”Der er ikke den store forskel, hvis man er en meget god spiller, der bare rammer den midt i hver gang. Men de fleste har stor gavn af den tilgivelse, de nye driver giver.”
Vi er inde midt i sæsonen, og typisk et tidspunkt, hvor mange har ’opgivet’ deres gamle driver; der må ske noget nyt. Samtidig er det også et tidspunkt på året, hvor de store producenter så småt begynder at sende næste års modeller ud til test hos deres tour-spillere. Men uanset om du bare skal have en ny driver nu, eller om du ønsker at vente og se hvad 2020-modellerne bringer af ny innovation, så er der nogle ting, du skal være opmærksom på, når du køber driver.

”Det er vigtigt at skaft og hoved i driveren spiller sammen. Man kan ikke forvente, at et fedt skaft passer med alle hoveder. Spin og launch, altså højden og boldflugten hænger sammen, og meget enkelt fortalt, så vil man slå længere jo lettere skaft man har i driveren, og man vil slå mere lige jo tungere skaft man har i. Det er ikke nok, bare at lave en fitting med Regular og Stiff skaft, og så tro, at man får det rigtige. Callaway har f.eks. både et Regular skaft på 40 gram og et Regular på 60 gram, og de spiller meget forskelligt. Typisk vil vægten på et driverskaft ligge fra 40-75 gram, med det sidste som et X-Stiff, så der er ret meget at lege med. Den bedre spiller vil kunne fjerne lidt af kurven med et lettere X-Stiff skaft, men den almindelige golfer skal ikke i X-Stiff, heller ikke selvom der er sus i svinget,” siger Martin Andreasen.

Loyale kunder
Martin Andreasen ser gerne, at kunden medbringer sin gamle driver, når han kommer for at købe ny, for så kan han måle den op i Trackman launch monitoren, og se hvor der skal findes forbedringer. Mange kunder sværger til et bestemt mærke. Ifølge Martin er Titleist, Callaway og PING – og derefter TaylorMade – brugere de mest loyale. Otte ud af ti kunder kommer og siger at de have ’have en ny’ indenfor et bestemt mærke. Men i et år som dette, hvor alle producenter laver drivere af høj klasse, sker det ofte at man vælger noget man ikke troede man ville vælge.

”Vi sælger Cobra til elitespillere og Titleist til middelgolfere. Det skete aldrig tidligere,” siger Martin, som noterer sig at næsten alle drivere på markedet i dag er justerbare, hvilket gør en fitting bedre, men at man ikke altid behøver det.
”Prisen på drivere har fået et nøk op i år, og der er selvfølgelig nogle, som synes, at det er blevet dyrt. Næsten alle er justerbare, undtagen Wilson Staff og Cleveland, som er billigere, men også gode. Jeg kan ikke helt lave den samme fitting af de to mærker, men jeg kan komme ret tæt på,” siger Martin Andreasen, der slutteligt giver et par gode tips fra sig.

# Gå ind til en driver fitting med åbent sind.
# Vær ikke bange for at gå op i loft (f.eks. fra 10.5 til 11.5°)
# Går man op i loft, lukker man køllehovedet og det modvirker tendens til slice.
# Vær ikke bange for en 9° driver, der er sat op.
# Skaft og hoved skal spille sammen. Så gå ikke på kompromis med dit skaft.

Forrige artikelPGA Tour afslører sæsonplanen
Næste artikelTirsdagsanekdoten med fejring af måneslag
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.