I denne uges ISPS Handa Vic Open spiller kvinder og mænd de samme baner, på samme tid og med samme præmiesum.

Alle ved at forskellen på pengepræmierne i professionel kvindegolf og herregolf er enorm. I denne uge spiller European Tour og LPGA Tour turneringen ISPS Handa Vic Open på 13th Beach Club nær Melbourne og som noget nyt spiller de om ens præmiesummer. Med 1,1 mio. $ i hver præmiepulje slår turneringen et slag for ligeløn mellem kønnene, men helt lige er det så alligevel ikke.

For mens et stjernespækket felt af verdens bedste kvindelige golfere – herunder danskerne Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen – er rejst den lange vej til Australien for at spille om en ’normal præmiesum’, så er der længere mellem stjernernes hos herrerne (ingen danskere er med), der spiller om sæsonens mindste præmiesum på European Tour.

Håber PGA Tour kigger med

Der er dog alt andet lige tale om et skridt i den rigtige retning, og en af LPGA-veteranerne Katherine Kirk (billedet) har udtalt, at hun vil elske det, hvis PGA Tour kiggede med og blev inspireret. ”Jeg tror, det ville blive en kæmpe succes, og selvom det ville være til større fordel for os kvinder end for mændene, er jeg sikker på at det overordnet vil være godt for golfsporten.”

En anden af de kvindelige stjerner, den 7-dobbelt majorvinder Karrie Webb, er tilsvarende positiv, men også realistisk: ”At finde et anlæg med to baner, der ville kunne håndtere en sådan begivenhed vil i sig selv være en udfordring, men den største forhindring er pengene. Vi skal spille om lige mange penge, og mændene på PGA Tour spiller om ca. 7 mio. $, så at finde en sponsor til 14 mio. $ vil være en meget stor udfordring,” siger hun i et interview med golfjournalisten Ron Sirak.

Store vindere

The Vic Open er en gammel turnering, der er blevet spillet siden 1957, og har notabiliteter som Gary Player og Greg Norman blandt sine tidligere mestre. Kvindernes turnering er spillet fra 1988-92 og igen siden 2012, hvor den er afviklet sideløbende med mændenes turnering. Sidste år vandt Minjee Lee, og også Mel Reid og Georgia Hall har vundet. Det er imidlertid først i år, at turneringen samtidig tæller til LPGA Tour og European Tour.

Der spilles på to baner, men mænd og kvinder spiller samme bane, med hver anden bold som en damebold og hver anden en herrebold. Finalerunderne spilles efter samme princip på The Beach Course. Der spilles dog fra forskellige teesteder. ISPS Handa Vic Open kan ses på Viasat Golf/Viaplay.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelTirsdagsanekdoten
Næste artikelVild koreaner stjæler opmærksomheden på Pebble Beach
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.