Så er Lucas Bjerregaard det tætteste, han endnu har været på Verdensranglistens top-50. På den udgave af listen, der netop er publiceret, ligger han nr. 51 med et enkelt boldrul frem til nr. 50, Emiliano Grillo. Det er meget vigtigt for ham, at han avancerer ind i top-50 før nytår, da det fx giver automatisk adgang til Masters.

Lucas Bjerregaard er stadig bedste dansker (foto: Mette Novrup)

Bjerregaard er også ved at kunne udfordre Thorbjørn Olesen som bedst placerede danske spiller, som han gjorde det i weekenden i Tyrkiet. Olesen ligger fortsat nr. 41.

Justin Rose tilbageerobrede førstepladsen, da han vandt Turkish Airlines Open – eller skal vi sige: Fik den spillet i hænde af Haotong Lis nerver på såvel sidste hul som første omspilshul. Rose detroniserede Books Koepka, mens Dustin Johnson fortsat er nr. 3.

På Race to Dubai avancerede Olesen til 6. pladsen ganske kort foran Alex Norén og Rory McIlroy, mens Bjerregaard igen nærmer sig top-10 som nr. 12. Francesco Molinari fører fortsat foran Tommy Fleetwood.

Forrige artikelJoachim B. Hansen vinder Road to Ras Al Khaimah
Næste artikelGolfbladet – November 2018
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.