Ca. 115 danskere er registreret som erhvervsavlere, og flere får medaljer for deres vin i udlandet. Foreningen Dansk Vin organiserer i dag fremstillere af vin, frugtvin, cider, mjød og andre destillater deraf

For 60-70 år siden toppede to værker salgslisterne for danske bøger: ’Hjemmefremstilling af øl’ samt ’Hjemmefremstilling af vin’. Store balloner stod og gærede i danske kældre og eksploderede ind imellem med triste følger. Havde man dengang fortalt de håbefulde danske vinentusiaster, at Danmark ikke blot ville få hobby-, men også erhvervsavlere, var man formentlig blevet stemplet som vanvittig.

Foreningen Dansk Vin
Drømmere plantede imidlertid vinstokke og begyndte at producere vin af druerne fra dem, og i begyndelsen af 1990erne gik det op for mange af dem, at de ikke var alene.
Da 35 avlere havde stiftet Foreningen af Danske Vinavlere, siden Foreningen Dansk Vin, 13. juni 1993 i Odense, var de allerede før årets udgang blevet 75. De havde fået et talerør, der i EU kunne fremføre ønsket om at få danske vinavlere godkendt som kommercielle vinproducenter, og det skete 1. august 2000.

Samarbejde
Det har indtil de allerseneste år været umuligt at leve af at være dansk vinbonde. Derfor var vinavl længe forbeholdt hobbyavlere; meget tit friske pensionister, der med bedre tid til rådighed nærmest nørdet kunne forsøge at realisere en drøm om selv at fremstille de gyldne dråber.
Samarbejdet i Dansk Vin har bragt mange sammen, der har kunnet udveksle ideer. Desuden har foreningen arrangeret kurser, seminarer og workshops, og i de seneste år er det også lykkedes at fusionere med Danske Vingårde, Dansk Forum for Frugtvin og mjødproducenter, så alle står stærkere.
Desuden er der gennem alle årene udgivet et medlemsblad, Vinpressen, der giver informationer og inspiration, og årligt er der et Dansk Vinskue, hvor der bl.a. uddeles medaljer til de bedste produkter i de forskellige kategorier.

Udfordringer
Der er mange udfordringer i at være dansk vinavler, fortæller formanden for Dansk Vin, Hans N. Münter. Først og fremmest har man lavere temperaturer og færre solskinstimer end de traditionelle vinlande.
Til gengæld er der flere lyse timer i den danske sommer, og klimaforandringerne giver højere temperatur og fx i 2018 et nærmest utopisk godt år for at fremstille kvalitetsrødvin.
Ellers koncentrerer arbejdet sig hyppigst om de lettere vine, og faktisk er Danmark særdeles egnet ikke mindst til mousserende udgaver af hvidvin og rosévin.

Særligt egnede druer
Det varede ikke længe, før man fandt ud af, at nogle druesorter klarede sig bedre i det danske klima end andre.
Det gjaldt fx rondo til rødvin og den hvide drue solaris, men der eksperimenteres hele tiden med nye sorter, og mange helmer ikke, før de er nået frem til præcis den smag, de altid har drømt om.

Frugtvin
De allerbedste betingelser er der for dansk frugtvin, fordi danske bær er i topklasse, så det er ikke tilfældigt, at Frederiksdal Gods, der på spidsen af Lolland ud mod Langelandsbæltet udviklede sig til Danmarks største vingård, har eksporteret kirsebærvin til Kina og står foran at eksportere også til USA.
At Danmark er blevet vineksportør ville tidligere være blevet anset som en vittighed, men også andre danske vingårde har produkter, der når uden for landets grænser, og vi kan forudse, at det vil ske i stadigt større grad.

Tidsånden støtter
Det er ikke til at fremstille dansk vin, der er prismæssigt konkurrencedygtig med masseproduktion fra de store vinlande, men tidsånden er med de danske vine, der passer til en ny madkultur.
Stadigt flere restauranter satser på bæredygtig mad med brug af friske, lokale produkter. Det gælder ikke kun maden, men også drikkevarerne, og det er den store chance for mange wineries.

GOLFBLADET og vingårdene
For tiden kan man slet ikke rejse sydpå og drikke vin eller besøge vingårde i de traditionelle vinnationer, så vi griber chancen for at fortælle om nogle danske vingårde, som også har spændende vinsmagninger.

Vi medtager en sommelier, der er betaget af vin fra hele verden, også Danmark, og som sprang fra jobbet som gymnasielærer for at sælge vin og arrangere vinsmagninger.
Det har været utroligt spændende at skrive om. Hver dansk vingård har sin egen fortælling, så mon ikke vi kommer tilbage med flere?

Forrige artikelFin start for Emily Pedersen
Næste artikelCasey fører mørkeafbrudt Masters
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.