Rom er hæsblæsende sydeuropæisk liv, men også fordybelse i det antikke Roms minder – og nu skal Ryder Cup 2022 spilles der

Scootere med piger, der sider sidelæns bag mænd. Rislende fontæner, hvor fødderne bliver dyppet på varme sommerdage. Det rædsomme Victor Emanuel Monument, der trænger sig på i sin vælde alle vegne fra. Moderne modeopvisninger. Ruiner alle vegne fra antikkens Rom: Akvædukter, de underjordiske katakomber, Colosseum, Forum Romanum, Caracallas’ Termer med opera i kvælende varme sommernætter, små og store paladser. Vatikanpaladset, Peterskirken, Trevi Fontænen, Den Spanske Trappe, parker og haver med pinjetræer, blomster, frugt og uendelig vellugt …
Rom kaldes ikke Den Evige Stad for ingenting. Byen, som de ulveopdragne tvillinger Romulus og Remus ifølge sagnet opførte i 753 fvt på syv høje, var med sine kejsere og sin overlegne kultur hele verdens centrum i flere århundreder, og byen har aldrig mistet sin puls.
Man kan opholde sig i den italienske hovedstad i dage, uger eller måneder uden at skulle gentage ting. Mange bliver så begejstret, at de kommer igen og igen, fordi de aldrig kan få nok.

Tiberen
London har Themsen, Paris har Seinen, og Rom ligger på Tiberens bredder. Floden var i århundreder såvel velsignelse som forbandelse, til man fik tæmmet den og den malaria, der trivedes langs den.
I dag får man store oplevelser, hvis man ser Rom på en sejltur på Tiberen eller måske spadserer langs den og passerer forbi fæstningsanlægget Engelsborg, der i dag er museum.

Det romerske køkken
Cafelivet er livligt, og i restauranterne kan man spise retter fra det specielle romerske køkken, cucina giudaico romanesca, der godt nok omfatter spaghetti alla carbonara og saltimbocca romana, men på mange måder alligevel adskiller sig fra det almindelige italienske pastakøkken ved bl.a. at bruge de lokale produkter artiskokker og lam meget mere.

Ruinerne
Der er ruiner og ruiner. De, som turisterne oplever i Rom, har historiens vingesus.
I Colosseum er det ikke svært at forestille sig, hvordan kejserne har givet folket skuespil i form af væddekørsler og gladiatorkampe, som forståeligt har inspireret forfattere til såvel bøger som filmmanuskripter.
På Forum Romanum kan man forestille sig, hvordan steder i næsten 1000 år var centrum for det sociale, juridiske, religiøse og sociale liv i romerriget.
I Caracallas Termer kan man se for sit indre blik, hvordan det i antikken var en kæmpestor offentlig badeanstalt, som man i dag bl.a. kan opleve i storslåede operafestspil.

Museer og kirker
Det er umuligt at opregne alle de fremragende museumstilbud, af hvilke det største er Vatikanet med kunstsamlinger og Det Sixtinske Kapel. Eller alle de kirker med blændende kunst i sarkofager, skulpturer eller kirkevinduer, fra hvilke man ustandselig hører rungende klokker.
Peterskirken, pavens egen og den romersk-katolske kirkes vigtigste, er den allermest imponerende.

Skulpturer
Få byer i verden har så mange og varierede skulpturer som Rom: Lupa Romana (den romerske ulv), rytterstatuer af Marcus Aurelius og Italiens grundlægger Garibaldi, Michelangelos La Pietá, og vi må da ikke glemme vores egen Bertel Thorvaldsens statue af digteren Lord Byron.

Golf
Italien er med stormskridt på vej mod den europæiske golftop med brødrene Molinari forrest, men mængder af andre stærke spillere i kølvandet. Derfor bliver der flere og flere golfbaner, og med storkapitalens bevågenhed er det logisk, at Ryder Cup 2022 er tildelt Marco Simone G&CC ved Rom. Den kan man stifte bekendtskab med på en golfdag, men der er andre gode muligheder, fx Olgiata GC eller 9 huls-banen Archi di Claudio GC, der ligger lige op ad en af antikkens fantastiske akvædukter, dvs. kilometerlange vandledninger til Rom.

Forrige artikelMcIlroy blev Player of the Year
Næste artikelÅrets første 59’er
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.