Hvorfor er det egentlig, at de fleste klubber er nødt til enten at lave en særlig bane eller lukke, når temperaturen bevæger sig mod nul? Vi har spurgt en ekspert

Foto: Kokkedal Golfklub

”Banen er lukket på grund af frost”. ”I dag spilles til provisoriske greens”. Skilte med nogenlunde den ordlyd møde ofte landets golfspillere, når de iført hue og vanter finder vej til landets golfklubber i vintermånederne.
Men hvordan kan det være, at vi ikke kan spille golf året rundt i Danmark – uden at skulle slå ud fra et provisorisk teested eller spille ind til en vintergreen? Det spørgsmål søger vi svar på hos en ekspert.
– Det største problem er slid. At græsset holder op med at gro, når det bliver efterår. Når temperaturen daler og sollyset forsvinder, så stopper græsset sin vækst. Og hvis man bliver ved med at gå og slide på det, så slider man det i stykker. Især i våde perioder og især på teesteder, hvor alle jo starter spillet fra, forklarer Keld Kristensen, der er faglærer og koordinator på greenkeeperuddannelsen på Roskilde Tekniske Skoles grønne afdeling Vilvorde.

Sårbare greens
De fleste af os kan glæde os over, at der ikke skal slås græs hjemme i haven i vintermånederne. Og det er præcis det samme, der sker på golfbanen. Når jordtemperaturen kommer under seks grader, stopper de fleste græssorter med at gro.
I løbet af vinteren kan der sagtens være perioder, hvor jordtemperaturen er over de seks grader. Men det er bare ikke nok.
– Der er tre parametre, der skal til for at planter kan vokse: Vand, lys og varme. Vi er udfordret på to af dem i vinterperioden, og alle tre skal være til stede for at planterne kan vokse optimalt, fortæller Keld Kristensen, og sammenligner med en typisk stueplante, der står i vindueskarmen: I løbet af vinteren bliver den typisk tynd og slasket. På grund af manglen på lys.
På de fleste af landets baner, kan man under en eller anden form spille om vinteren. Undtagelsen er, når der er frost.
– Greens er det mest sårbare område, for her skal bolden gerne trille helt lige og perfekt. Og det er derfor, man lukker dem, når det er frost. Går man på græs, der er frosset, knækker stråene. Det giver et mærke, som først forsvinder i maj-juni måned næste år. Det giver en ujævn bane. Så snart græsset er frosset, vil du lave store fodspor der, hvor du går, som bliver stående længe. Græsset knækker og dør og så bliver det sort, siger Keld Kristensen.

Hvad betyder den globale opvarmning?
Enkelte baner holder åbent og spiller til sommergreens hele året. Men det er ikke fordi, de er anlagt på helt specielle jordbundstyper. Det er et valg, klubberne træffer. Sliddet på banen er det samme som alle andre steder.
– Det er en kalkuleret risiko, de løber. Men greens er jo også større end teesteder, og man kommer ind fra forskellige retninger. Man står på meget flad fod og putteren er ikke nede at røre græsset. Mens du på teesteder slår turf op – og med eksempelvis 1000 runder hen over vinteren, betyder det 1000 slagmærker. Og så er der ikke mere græs tilbage. Så derfor lukker man typisk en del, eller laver provisoriske teesteder, forklarer Keld Kristensen.

– Kunne man lave teesteder af kunstgræs?
– Jeg har lige foreslået det nede i klassen, og det var de ikke glade for. Men det kan man da sagtens. Så længe, du kan komme til at sætte din tee fast. Det kunne godt lade sig gøre. Og flere klubber bruger jo også måtter på teestedet om vinteren, mener Keld Kristensen.
– Temperaturen stiger og der er meget snak om global opvarmning. Kan man forestille sig, at man om nogle år kan spille golf hele året i Danmark?
– Nej. P.g.a. det manglende lys. Planten skal bruge lys for at lave fotosyntese – som er den eneste måde, hvorpå der dannes den energi i planten, som den overlever af. Ellers skal du finde græssorter, der kan trives uden lys – og de findes ikke. Og jeg tror ikke, man kan forædle sig frem til det, ellers havde man nok gjort det.
– Lysmængden om vinteren i Danmark er for lille til, at man vil kunne spille hele året. Du vil stadig have mere slid end tilvækst – selv hvis jorden er varmere. Mine elever var ude at slå græs i sidste uge, og så længe græsset vokser, kan du spille på det. Så det kan godt ske, sæsonerne bliver længere og længere. Men spille hele året, det tvivler jeg på, kommer til at ske, lyder det fra Keld Kristensen.

Forrige artikelBjergtagende golf i Filippinerne
Næste artikelOtte danskere spiller i Dubai – Rahm er storfavorit i Farmers Insurance