På en neglebidende spændende sidste dag af Oman Open i Muscat var Joachim B. Hansen frem til det allersidste hul med i kampen om sejren. Marginalerne var imod ham flere gange, hvor hans birdieputts var meget tæt på at lykkes, og på sluthullet endte hans drive ulykkeligt centimeter ude i stenene foran vandet. På trods af det var han nogle minutter senere bare et par centimeter for kort på et ellers fremragende parputt.

Det betød, at danskeren faldt tilbage på en sjetteplads, han i -5 delte med Peter Hanson, Sverige og Thomas Pieters, Belgien, som i øvrigt også må føle, at han har haft marginalerne helt uhyggeligt imod i denne turnering.

Afgørelsen af sejren faldt, da den førende franskmand, Clement Sordet, fik en næsten uforklarlig bogey på 18 samtidig med, at Kurt Kitayama (billedet) fik birdie på 17. Også tyskeren Max Kiefer var med i teten, men han havde en skræk for 17. hul, hvor han fik bogey i tre runder i træk.

Jeff Winther spillede en udmærket sidste runde, hvor han med scoren -1 avancerede ti pladser og blev delt nr. 12 i -2 samlet.

Slutstillingen i toppen blev: 1. Kitayama -7. 2. Sordet, Fabrizio Zanotti, Jorge Campilio og Kiefer -6. 6. JB Hansen, Pieters og Hanson -5.

Forrige artikelJB kan vinde i Oman
Næste artikelLucas booker plads i The Players
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.