Fredensborg Golf Clubs bane ligger kun et stenkast fra Fredensborg slot, og om vinteren når bladene er faldet af træerne har man et kig til slottet fra green på hul 15
Man bliver mildt stemt, når man drejer ned ad Skovsvinget og kører under et kæmpe tag af bøg de 400 meter til klubhuset.
Kronprinsparret Frederik og Mary er æresmedlemmer af Fredensborg GC, og mon ikke man kan være heldig at møde Kronprinsen på golfbanen.
Banen er anlagt i 1989 og tegnet af afdøde Rolf Henning-Jensen, som er arkitekten bag en lang række baner i Danmark og Norge. Rolf Henning-Jensen har på Fredensborg skabt en svær og fair bane, og der kan skydes lavt. Under klubmesterskaberne i 2012 slettede Stephan Juul sin egen banerekord (65 slag) med en imponerende runde på 64 – otte slag under banens par. Denne rekord blev tangeret i 2015 af William Dybdahl i sidste runde af klubmesterskabet for så at blive slået igen af Stephan Juul i 2016 (igen til klubmesterskabet) med en runde i 63 slag.
Greens er relativt store, men samtidig kuperede med fald i forskellige retninger. De tætte bevoksninger af bøgetræer, som harmonisk omkranser hullerne, er en væsentlig del af banens forhindringer. Dertil kommer åer, der skærer på tværs af hullerne på forni, mens søer udgør vandhazarderne på de ni bagerste huller.
Banen er en velintegreret del af naturen, der byder på træer, hegn, buskads og masser af vand gør det til et attraktivt sted for dyrelivet, især for de knapt 30 fuglearter som findes her.
Udfordringerne står i kø
Efter et let åbningshul, et par4-hul på blot 290 m fra gul tee (268 rød) med masser af plads på fairway og spiller kort, og et hul 2 uden de helt store problemer, træder banen prompte i karakter. Hul 3 er et par4-hul på 372 m (314 rød) og udover en pæn længde, er det et blindt hul med out og bounds i hele venstre side. Der kræves et præcist drive fra gul tee for at spille sig i en god position til indspil til green. En stor mundfuld, hvis man skal gå derfra med et par point.
Hul 5 giver hovedbrud fra tee til flaget, som står 480 meter fremme fra gul tee (427 rød). Hullet er blindt hele vejen mod green. Her kommer baneguiden til hjælp. Hvis du slår langt foreslår guiden, at du går efter green i to. Det er sin sag. Selv efter et langt drive, kan du forvente at skulle slå over en lang række høje træer for at lande bolden på green. Den anden mulighed er at bruge et slag mere og lægge op til indspil højre om mosen.
Det er et hul, der får greenfee-spillere til at klø sig i nakken.
Hul 7 er et af banens bedste huller. Fra den eleverede gule tee har du et godt overblik til dette par5-hul som måler 474 m fra gul (426 rød) og buer i dogleg hele vejen til green.
På for-ni er 3,5,7 og 9 eksempler på gode udfordrende golfhuller, og det fortsætter på bag-ni med skov, flotte layouts og flere blinde huller.
Måske Danmarks smukkeste par3-hul
Par3-hullet på elvte er en perle og man skal huske at nyde udsigten fra tee-stedet, som ligger højt. Green, som på smukkeste vis er omkranset af skov, vil gerne sende din bold ud i hazarden. Et velvoksent par3-hul på 169 m fra gul, og i modvind er strid sag.
Stien fra hul 11 fører ind i skoven og frem til en sø med badebro, der med en udslagsmåtte danner gult teested for 12. hul. Et udfordrende hul, hvor man godt kan regne med at bruge tid på at finde sin bold efter tee-slaget, fordi man ikke kan se nedslaget. Har man hang til et kraftig slice eller det modsatte, så giver hullet fra gul fatale problemer. Indspillet til green er uden bunkers, og en jordvold stopper rullende bolde. Flere steder på Fredensborg er der volde i bagkant af green, og det er en glimrende idé, når træer eller buskads ligger klods op ad green.
Rydder roughen
På Hul 12 skal du bruge alle dine golffærdigheder og man kan godt udråbe det til signaturhullet, men flere andre huller kandiderer til titlen. Det er kendetegnende for banen, at den er meget afvekslende. Ingen huller ligner hinanden. Og, så er der tale om høj kvalitet, når det gælder plejen. Boldene ruller godt på de kortklippede greens, mens greenområdet bliver klippet i to højder. Bunkers er fyldt med en tilpas mængde sand, og står med skarpe kanter. Vi bemærker at en greenkeeper kører i roughen på hullet foran og baner vejen med en traktor og slåmaskine, og vi kan let finde vores slicede bolde.
Husk at stoppe op og kigge rundt fra green på hul 15. Herfra har du en flot udsigt og et godt overblik til flere af hullerne, og det er netop her tilskuerne samles på en turneringsdag.
Hul 17 er et super hul. Et hul, der har det hele med den rigtige dosering af søer, bunkers og dogleg. Runden afsluttes med forholdsvis kort par 4 hul, men pas på søen i drivet.
Restauranten byder på gode traditionelle golfklubretter og til yderst rimelige priser.