Gammel bane og pragtfuld stemning i klubhuset gør den privatejede Riviera Country Club til en oplevelse at besøge.

Riviera Country Club lyder fint, og den lille klub i Daytona Beach-bydelen Ormond Beach, deler da også navn med en meget berømt og privat klub i Los Angeles.
Begge klubber har lange, glorværdige historier, men så ophører al sammenligning også. For hvor det er filmstjerner og Hollywoods elite, der mødes på Riviera Country Club i Los Angeles, så er det lokalbefolkningen i den bestemt ikke økonomisk prangende Ormond Beach, der spiller golf i Riviera Country Club i Florida.

Her finder vi nemlig en af de hyggeligste golfklubber undertegnene har besøgt i USA. En gammel bane, der stammer helt tilbage fra 1930’erne. Dengang var her blot ni huller, men da Myers familien i 1953 købte banen, fik de den udvidet til de nuværende 18 huller.

Der har gennem årene været flere større og mindre ændringer af banedesignet, så Riviera trods sin modne alder og relativt beskedne længde også i dag kan være en udfordring. Ikke kun for de meget modne medlemmer, men også for de professionelle, som hvert år siden 1960 har spillet Floridas ældste åbne turnering, Riviera Open, her på banen. Et kig på den håndskrevne resultattavle i klubhuset afslører navne som Jim Dent, Bob Toski, Ken Green og fra nyere tid, Ted Potter Jr. og Matt Every, alle vindere på PGA Tour, som vindere og runners up på Riviera.
Matt Every, to gange vinder af Arnold Palmer Invitational på Bay Hill i Orlando, er klubbens egen stolte søn, men han har aldrig vundet sin egen klubs fineste turnering.

Banerekorden er i øvrigt 57, sat af Ken Statton i 2015, og selvom jeg spillede fra samme bagerste tees, så var jeg ikke i nærheden af at true den. Det er ikke fordi Riviera er hverken særlig lang eller har skræmmende meget vand i spil, men det er en af den type gammeldags baner, som bare er god til at forsvare sig mod løse slag. Spiller man godt og rammer fairways og greens i massevis, er det ingen sag, men misser man fairways, så er roughen og de mange træer, de velplacerede bunkers og de strategisk finurlige greens pludselig en udfordring.

Vidunderlig stemning
Det bedste ved Riviera er dog slet ikke banen, selvom det er en bane jeg kunne spille igen og igen med lige stor fornøjelse. Nej, det er selve stedet; stemningen i den charmerende pro shop, hvor man ser stort på teetimes og den slags. Den hyggelige golfmanager, Mike, der passer shoppen, klubbens digre pro, Donnie Klem, som har været ansat i en menneskealder. Det er den helt utroligt hyggelige stemning i klubhuset; i den lille restaurant, der både kan lave simple sandwiches om eftermiddagen og finere mad med hvide duge på bordene om aftenen, og i baren, hvor snakken går mens tv’et kører med golf eller football i baggrunden. Øl og kaffe er billigt, og man kunne blive hængende hele aftenen, hvis man ikke man havde andre planer. Da vi ankom, sad en større gruppe ældre damer og spillede bridge i den bagerste del af restauranten, som afslutning på morgenens ’slaw golf’. De fleste havde blåt hår og guldindfattede briller og lignede bedstemødre fra en hyggelig Disney-tegnefilm

Riviera Country Club er på mange måder et billede af det bedste ved golf som vi kender det i dag. Det er et helt afslappet sted, hvor man ikke tager tingene så højtideligt, og samtidig er det en uhyre traditionel golfklub. Man mærker klubbens 80 år lange vingesus, og man har på fornemmelsen, at en hel del af medlemmer er ’founding members’, for aldersgennemsnittet synes, at være endnu højere end herhjemme. Jeg spiller med et ældre ægtepar, som ikke er medlemmer, men spiller banen jævnligt, på grund af den gode stand og den hyggelige stemning.

Banens ejere, Eric W. og Charlotte Meyers, bor ude bag 6. hul i det forholdsvise ydmyge og meget lokale boligkvarter banen ligger i. De sørger godt for deres medlemmer og gæster. Banen er altid velholdt i modsætning til de offentligt ejede baner, siger mine spillepartnere, og så er ejerne søde. Jamen, kan man forlange mere af et baneejer i en kommercielt udfordret sport som golf jo er i dag og ikke mindst i USA.

Fakta
Destination: Daytona Beach, Florida, USA.
Bane: Riviera Country Club, Ormond Beach.
Greenfee: Fra 15-45 $ inkl. Golfbil.
Nærmeste international lufthavn: Orlando (1½ time) eller Daytona Beach Intl. Airport (20 minutter).

Forrige artikelSolheim Cup – fra start til slut på GOLFTV
Næste artikel18 danskere på Q-schools stage one
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.