Kunde, der fyldte 60 i år, så nødvendigheden af at revolutionere reklamebureauernes virke, og da han begyndte at spille golf, skete det samme her, og det nyder unge danske professionelle godt af hvert år.

Jesper Kunde er født og opvokset i Aarhus, hvor han uddannede sig på Handelshøjskolen og i sin fritid tumlede sig på byens sportspladser. Han er mellem dem, der i dag har blandet fornøjelse af at være AGF-fan efter at have spillet for klubben som junior, men hans egne største succes lå på badmintonbanen, hvor han med Højbjergs hold var med til at vinde fire DM-medaljer, heraf en enkelt af guld. På det tidspunkt var han i den danske elite og dystede med koryfæer som Morten Frost, Flemming Delfs og Svend Pri.

Det var dog ren hobby ved siden af uddannelsen til Cand. Merc. i afsætning. Han flyttede til København, hvor han spillede sin fjerbold i Skovshoved og dyrkede firmafodbold ved siden af sit arbejde på først Tuborg og siden LK Nes.

Reklame og marketing

Kunde havde utraditionelle ideer om markedsføring. Han så forbløffet, hvordan reklamebureauer lavede glitrende reklamer for produkter uden at se nærmere på deres egenskaber og afsætning. Det kunne føre til megen indbyrdes rygklapperi og fornemme priser for reklamefilm og -kampagner, men var ikke altid til fordel for de firmaer, som var tæt på at betragte branchen som et nødvendigt onde.

Så etablerede Kunde sit eget bureau. Det var i første omgang svært at overbevise kunderne om, hvor dybt i processen med fremstilling og afsætning markedsføringsfolkene skulle med, men hvis du hører til dem, der købte Montana hylder og skabe for godt 25 år siden, er du også blandt dem, der lod dig overbevise af den første, store, succesfulde kampagne, der foregik i et sådant samarbejde.

Hækkeløbet

Jesper Kunde var med i alt, hvad der foregik i Kunde & Co, bl.a. for at sikre, at alle bidrog til den firmaånd, der kittede medarbejderne sammen.

Han fik også en privat samlever i Helle, der studerede til læge, men efterhånden blev så involveret i firmaet, at hun droppede studiet og ikke mindst deltog i redaktionelt arbejde på de tidsskrifter og brochurer, som Kunde & Co involverede sig i. Da de fik børn, formaliserede de samlivet ved at gifte sig i 1993.

Kundes ideer hviler på en hækkeløbsfilosofi, som på engelsk oversættes til det nysgerrighedsskabende The Hurdle. Den giver mulighed for en fascinerende grafisk fremstilling af processen, fra et firma beslutter sig for at fremstille en vare, over perioden, hvor den udvikles og perfektioneres, til den markedsføres.

De revolutionerende ideer blev, da de viste sig bæredygtige og bragte Kunde & Co frem i toppen blandt danske firmaer og siden ud på det globale marked, sat på tryk i bogen Corporate Religion fra 1997. Den er siden udsendt på otte sprog og har været nr. 2 på bestsellerlisten i UK.

Han skrev også Historien om Hækkeløbet, en moppedreng på 855 sider, som ansatte i firmaet skal læse, så de kender firmaets historie og præcis ved, hvilken filosofi de er blevet en del af, og hvad de forventes at yde.

Nogle bliver begejstret og en del af helheden i årtier fremover. Andre kan ikke se sig selv i den forbindelse, men så ved de det hurtigt og kan søge andre steder hen.

Familie

Det var en øjeåbner for Kunde at blive far, for børn respekterer ikke arbejdstider og vigtige projekter. Da de ikke kan ignoreres, hvis man elsker dem – som man automatisk gør – ændrer de indstillingen til, om man kan arbejde 24/7, og det er en fin indsigt for en øverste direktør for et firma, der i 2016 havde en omsætning på 284 mio. og et overskud på 20,5 mio. før skat.

Golf

Hele Jesper Kundes liv og karriere frem til, at han nu er fyldt de 60, uden at det kan mærkes meget på hans iderigdom eller fysiske aktivitet, er besættende spændende at høre om, men vi vil springe til golfspillet, som han modvilligt kom til at dyrke.

Egentlig mente han, det var for tidskrævende og tæt på lidt latterligt at storke rundt efter en lille hvid bold, men under en sommerfest stod han pludselig og slog bolde på en driving range, ramte bolden og var fortabt.

Han startede i Søllerød og er desuden medlem i Dragsholm, hvor familien har sommerhus. Hurtigt kom han med i pro-am-turneringer, hvor han ærgrede sig over, at de involverede pro’er kun spillede et par huller med spillerne og ikke gav mange gode tips fra sig.

The Hurdle

Sammen med Michael Krogh fra Søllerød fostrede Jesper tanken om at lave sin egen pro-am efter sin egen model: Hvert firemandshold havde sin egen pro, og den pro, der fik den største præmie, var den, der førte sit hold til sejr.

Derfor får vinderne af pro’ernes konkurrence ’kun’ 50.000 kr., men den, hvis hold er blevet plejet bedst og har vundet, får 75.000 kr.

De deltagende pro’er er de unge danske talenter, der står foran et afgørende gennembrud. Når de er nået til tops, behøver de ikke økonomisk støtte, men når de netop er turnet pro, og sponsorerne er vanskelige at finde, er pengene små, og så kan de få en afgørende indsprøjtning gennem The Hurdle.

Så første mandag i november kommer de unge pro’er til fest i Søllerød, får dagen igennem VIP-behandling med stort morgenbord og afsluttende frokost sammen med deltagerne på de 24 hold og fordelte i år 675.000 kr. mellem sig.

Dagen slutter så festligt, som den begynder, med en shoot-out om Dronningens Ærespræmie. Dronningen er Helle Kunde, der hele dagen deler knus ud til alle, der får birdie eller bedre på hul 12, og som overrækker 50.000 kr. til den glade vinder af shoot-out’en.

Jesper Kunde har i sandhed sat sit aftryk på det danske erhvervsliv – og i golfverdenen.

Jesper Kunde som badmintonspiller
Forrige artikelKlubnyt: DGU’s landsholdstrupper 2018
Næste artikelÅrets regionsmestre
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.