25-årige Kurt Kitayama fra USA gik fra Stage 1 på Tourskolen til sejr på European Tour på 51 dage

Det kan godt være at Afrasia Bank Mauritius Open ikke er nogen kæmpestor turnering, men det var en kæmpepræstation af den 25-årige Kurt Kitayama, at holde hele vejen og vinde sin første sejr på European Tour.

12. oktober vandt han tourskolens Stage 1 på Hardelot i Frankrig, og indledte en imponerende opstigning, der søndag kulminerede med en sejr på European Tour i hans blot anden start som medlem af touren og tredje i alt.

Kitayama har været lidt rundt omkring i verden i forsøget på at etablere sig som professionel, og havde såmænd spillet sig ind som nummer 362 i verden, men med sejren på paradisiske Mauritius har han i hvert fald vundet sin største sejr, og etableret sig på European tour.

J.B.s bedste

Også inderen med det tungevridende navn  Seenappa Chikkarangappa kan være godt tilfreds med en delt andenplads med franske Matthieu Pavon, mens Justin Harding fra Sydafrika imponerede ved at redde nogle vanvittige pars på bag9 og fik 4. pladsen alene, foran landsmanden Dylan Frittelli, der var forsvarende mester, og gik finalen i -7, og japanske Masahiro Kawamura.

Joachim B. Hansen sluttede med sin bedste runde for ugen, 70 (-2), og det rakte til en delt 36. plads.

I næste uge gælder det South African Open i Johannesburg, hvor Joachim B. Hansen får følgeskab af landsmændene Jeff Winther og Morten Ørum Madsen, der som tidligere vinder af turneringen har fået adgang.

Foto: Getty Images

 

DEL
Forrige artikelFarverige J.B.
Næste artikel3 mio. $? Ellers tak!
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.