Pragtfuldt vejr, skøn golf, frugtbare omgivelser neden for bjergene, badning, hotelværelser i kolonistil, all inclusive i 12 forskellige restauranter, vandsport, big game fishing og enestående udflugtsmuligheder samlet på et sted.

– Et af vores bedst solgte rejsemål i år er Heritage Le Telfair på Mauritius, og det forstår jeg godt. Der findes ikke andre hoteller, hvor man får så omfattende All Inclusive i den 5-stjernede kategori, fortæller Heine Sørensen fra Blixen Tours.
Desuden kan man nu holde sin ferie præcis, når det passer en, fordi der er flymulighed såvel ud som hjem på hver eneste af ugens dage.
– Mauritius er en helårs-destination, men luftfugtighed og regntid med korte, men kraftige, byger gør, at de bedste tidspunkter nok er april-maj samt oktober-december.

Aktiv eller passiv

Hotellets værelser er i kridhvid kolonistil og opfordrer til at slappe af og holde ferie med en daglig runde golf, men er man blandt dem, for hvem ferie også er lig med andre aktiviteter, er mulighederne nærmest legio.
Vil man andet end bade i det azurblå hav, kan man dyrke alle mulige former for vandsport, men man kan også tage på katamarantur eller på big game fishing, hvor man kan opleve at lande en tun, dorado eller sværdfisk.
Vil man på udflugt, findes nogle af de mest originale på denne ø i Det Indiske Ocean. I Port Louis kan man komme på et spændende marked, hvor meget lidt er ’made in Hong Kong’; man kan komme i den mest originale botaniske have, jeg har oplevet noget steds i verden, og så har guiderne en helt speciel humor, der ligner den danske meget. Hele øen har en speciel natur blandt de vulkaner, der har født den, og er en usædvanlig oplevelse.

Kulinarisk
Nogle steder betyder all inclusive indtagelse af en måske nok overdådig, men altid ens, buffet, men på Le Telfair kan man spise frokost på otte forskellige restauranter og middag på ti med køkkener fra mange forskellige lande fra Frankrig til Kina og USA.
Forskellige mindre barer og boder, også inclusive, findes ved pool og strand. Naturligvis med alskens drikkevarer, men også med frugt, kage og pandekager.

Golf
Den gratis golf omfatter buggy og spilles på Le Heritage Golf, der har en del vand i spil og er fornemt passet. Desuden har man på hele runden udsigt til såvel bjergene som ud over oceanet.
Efter spillet kan man benytte sig af, at all inclusive også for hvert værelse inkluderer fem gange massage.
Hjerte, hvad vil du mere?!

Forrige artikelMads satser på både golf og padel
Næste artikelTirsdagsanekdoten om pressemøder efter runderne
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.