Desert Classic spilles på tre forskellige baner  i La Quinta, Californien. Lave scores i vente.

PGA Tour er tilbage på fastlandet efter to turneringer på Hawaii. Desert Classic spilles i Coachella Valley i det sydlige Californien, et meget tørt ørkenlandskab, der råder over tre rigtigt fine golfbaner, der alle er i brug for turneringen.

Stadium Course er værtsbanen, hvor finalerunden spilles søndag, mens de to andre Nicklaus Tournament Course og La Qunita CC kun benyttes i de indledende runder. Traditionelt er det en turnering, hvor scores bliver meget lave. Blandt andet er par5-hullerne kendt som de letteste på PGA Tour, så man kan forvente et hav af birdies og bedre.

Rose til start

Der er som altid på PGA Tour et stærkt startfelt, og det er værd at bemærke, at selvom European Tour i denne uge indleder kalenderåret med en Rolex Series turnering i Abu Dhabi, så har et par af de mere markante European Tour-medlemmer, verdensetteren Justin Rose og den tidligere Mastersvinder Danny Willett valgt at tage til Desert Classic i stedet. En anden europæisk profil, spanske Jon Rahm, er også med og det med god grund, da han er forsvarende mester. Desuden vender Phil Mickelson tilbage efter ikke at have spillet siden tidligt på efteråret, bortset fra hans showmatch mod Tiger Woods i Las Vegas.

Justin Rose stiller i øvrigt op med Henrik Stensons faste caddie, Gareth Lord, da hans egen caddie, Mark Fulcher (på billedet), netop idag skal gennemgå en hjerteoperation.

Eurosport 2 sender live alle fire dage fra kl. 21.00 med Jesper Knudsen som kommentator, i weekenden assisteret af Challenge Tour-spilleren Mark F. Haastrup. Desuden kan turneringen følges live på GolfTV. Livescoring her.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelNyforlovet Charley, Marianne, Nicole og Gary Player
Næste artikelKjeldsen nr. 5 i Abu Dhabi – fire danskere klarede cuttet
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.