Abu Dhabi HSBC Golf Championship - Day One Getty Images
Søren Kjeldsen med det imponerende klubhus i baggrunden (foto: Getty).

 

Abu Dhabi HSBC Championship  spilles onsdag til lørdag, så turneringen kan slutte på den muslimske helligdag, og dermed lå cuttet allerede torsdag. Fire af de fem danske spillere klarede det, om end det blev nervepirrende for Lucas Bjerregaard, der skulle bruge en birdie på sidste hul, og for Thomas Bjørn, der viste en masse god golf, men skulle have par på 18 efter en bogey på 17. Begge sluttede dermed som nr. 56 i -3, som var cutgrænsen.

Tidligt på dagen var Joachim B. Hansen rundt i -1, som var fint i betragtning af, at blæsten over Abu Dhabi GC er stærkest om formiddagen. Da han havde gået åbningsrunden i -3, ligger han nu i -4, aktuelt som nr. 45.

Søren Kjeldsen gik en glimrende åbningsrunde i -6 og fortsatte med -3, og -9 gør ham aktuelt til nr. 5. Foran ham ligger Shane Lowry, Irland, der åbnede med en fornem 62er, og anden runde i -2, giver ham føringen i -12 foran Louis Oosthuizen, Sydafrika og Richard Sterne, Australien -11, mens Lee Westwood er nr. 4 i -10. Han kryber formentlig fremad, da han har sin kæreste på baggen, og hun har endnu til gode at slutte dårligere end i toppen.

Eneste dansker, der ikke klarede cuttet, var Thorbjørn Olesen som nr. 100 i -2 efter en kikset åbningsrunde i +1. Han var langt fra den eneste stjernespiller, der måtte give afkald på finalerunderne. Det skete også for Henrik Stenson, Tyrell Hatton m.fl.

Forrige artikelØrkengolf i Californien
Næste artikelMade in Denmark får presenting sponsor
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.