Aabenraa GKs træner har erfaringer fra alle dele af golfen og har brugt dem til at forny sine golfkurser.

Ronni Christensen har ikke kun arbejdet som pro. Han mødte sin kone Line Vedel Hansen, da han stod for træningen i Sønderjyske Eagles; et fusionsprojekt mellem ni sønderjyske klubber, der i mange år var med i toppen af danske damegolf og vandt flere DM-titler. Da hun udviklede sig til Danmarks stærkeste damespiller og spillede på såvel Ladies European Tour som LPGA, fulgte han med som træner og caddie.

Da Line måtte stoppe sin karriere pga. en skade, fortsatte han som træner og caddie for Nicole Broch Estrup (da Larsen), og det bragte ham bl.a. til OL i Rio. Siden blev han træner for flere tourspillere, som han mødte rundt i verden, og i dag har han omsat de erfaringer, han gjorde, så de også kan hjælpe den almindelige golfspiller.

Træning skal være sjov
En af hans kongstanker er, at golftræning skal være varieret og dermed morsommere, end det er i 20 minutter at beskæftige sig med en enkelt facet af spillet eller i to timer at stå og høvle bolde på driving range.
Spillere skal glæde sig til træning og nyde den så meget, at de også begynder at selvtræne. Derfor trakteres spillerne i Aabenraa GK med Trackman, 4D Motion og Capto Golf, men møder også af og til bolde bygget op i pyramider, vand, kaffe, energibarer, frugt og ind imellem også kage – samt en stol at sidde på, hvis der er brug for at slappe af ind imellem.

Kurserne har altid et begrænset deltagerantal, så der er god tid til den enkelte spiller, og det ses tydeligt i ’Golfspilleren i Centrum’, hvor der er topkarakter til ’Træneren har et godt og varieret træningstilbud’ og ’Træneren bidrager positivt til miljøet i klubben’. Christensen tiltrækker også spillere fra andre klubber samt fra Tyskland.

Pro for en dag
Et fornyende kursus, Pro for en dag, har maksimalt 12 deltagere og blev i sin premiere en stor succes.
Det var et heldagskursus, hvor deltagerne om formiddagen cirkulerede mellem tre stationer: Putting, langt spil samt wedge- og bunkerslag.

Derefter var der frokost med gourmetmad og juicebar. Fra 13.15 deltes deltagerne i hold, der fik undervisning i hhv. mentaltræning og opfølgning på formiddagens instruktion i behandlingen af driveren, ligesom hver enkelt fik 10 minutters sportsmassage, og så fulgte dagens måske mest eftertragtede del: En Pro-AM, hvor Christensen havde allieret sig med Rene Klausen, Kim Wilhelmsen, Martin Ovesen og naturligvis Line Vedel.

Hver deltager fik en madpakke med til de følgende to timers spil, hvor man ikke mindst kunne bruge sin nye viden om det mentale i golfspillet, som en af deltagerne, Per Jacobsen, sagde: – Hvem kender ikke til at grave sig ned i et sort hul. Når intet lykkes på banen – her fik vi redskaber til bryde det – og så lige at være med i en Pro-Am med spillere, der virkelig kan spille golf! Det var bare en vild oplevelse – wow de er gode.
Måske skal titlen på kurset ændres til ’Proen forkæler dig en hel dag’.

Nye tanker
Ronnie Christensen er ikke ene om at tilbyde underholdende og afvekslende kurser. Også andre Proer har originale ideer rundt omkring i landet, og det kunne tænkes at være en givende ide at lave en weekend med ideudveksling, så der i fremtiden vil være flere, der ikke stopper med at få træning, men såvel træner i deres klub som tager på weekendkurser.

Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i en inspirerende artikel, som René Aagaard Andersen har skrevet i Aabenraas klubblad.

Forrige artikelRejs rundt i U.S. Virgin Island med venner og familie
Næste artikelIshøj klar til vintergolf
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.