Den Peter Ingemann inspirerede overskrift hverken lyver eller overdriver. Ryder Cup er på en gang unik og ustyrlig eufori, og det er utvivlsomt det største, man kan opleve indenfor golfsporten, hvad enten det er som tilskuer eller spiller!

Her nogle dage efter Ryder Cups afslutning, hvor jeg sidder og forfatter denne reportage, har sejrsrusen, euforien og den semipermanente tilstand af forhøjet adrenalinniveau, jeg gik rundt med i Ryder Cup-dagene efterhånden forladt kroppen. Heldigvis står oplevelserne i de dejlige dage på Le Golf National stadig lysende klart i mit sind.

Først skal det lige gøres klart, at denne tilskuerreportage er skrevet af en freelanceskribent, der ikke har haft presseakkreditering med de fordele, det giver ved en Ryder Cup. Jeg har bevæget mig rundt blandt de tusindvis af almindelige tilskuere på samme vilkår som alle andre, og på denne baggrund udarbejdet en reportage om oplevelsen ved at være tilskuer til verdens ubestridt største golfevent.

Morgenfriske og festglade tilskuere
Det er med næsten et års ophobning af forventningsglæde, at jeg sammen med min kammerat og tusindvis af andre forventningsfulde tilskuere, fredag morgen kl. 6.00 sætter kursen fra mit hotel ud mod Le Golf National. Da vi en god halv time senere hopper af shuttlebussen, er vi landet midt i et sandt menneskehav. En helt unik oplevelse, hvor folk fra hele verden lang tid før solopgang deltager i det, der kunne ligne en folkevandring mod indgangsportalen til Ryder Cup. Folk har denne morgen valgt vidt forskellige munderinger fra klædeskabet. Lige fra noble hvide golfpolos til farverige udklædninger i alle afskygninger. Eksempelvis går vi i lang tid ved siden af store og lille Tiger. En far og søn fra Californien, der har tigerkostumer på fra top til tå. Festligt!
Da vi efterhånden når frem til 1. teested, begynder sollyset efterhånden at vinde frem. Der er lige netop lys nok til, at jeg kan se, at gåsehuden begynder at pible frem på mine bare ben og arme. Og det er ikke den friske september morgenkuldes skyld. Nej, det er derimod det imponerende syn, der møder os, og stemningen blandt de tusindvis af tilskuere, der allerede har indfundet sig rundt omkring hul 1, der er årsagen. Her er der tilsyneladende ingen såkaldte B-mennesker til stede. I hvert fald er der allerede lidt i halt otte godt gang i fadøl, fællessang og det karakteristiske islandsinspirerede fællesklap, som blandt andet styres af nogle af de spillere, der sidder over fredag morgen. Særligt Ian Poulter kunne godt ligne en mand, der er klar til et dirigentjob, når golfkarrieren er ovre.

Anfield Road stemning
I år er det 2. gang, at jeg er til Ryder Cup som tilskuer, og selvom jeg synes, at jeg var nogenlunde forberedt på, at det er stort, har det hele ligesom fået et nøk mere, her 4 år efter jeg var på Gleneagles. Til trods for at Le Golf National er en såkaldt stadium course med naturlige tilskuerpladser i bakkerne rundt på det meste af banen, er der alligevel banket nogle gigantiske tribuner op. Ikke mindst på 1. teested, hvor hele 6900 sæder leverer komfortabel udsigt til det mest omtalte slag, der findes i golf.
Vi får heldigvis tilkæmpet os et par pladser et ganske fornuftigt sted på tribunen og har fint udsyn, da amerikanske Tony Finau kl. 8.10 står klar til at slå det prestigefyldte åbningsslag ved Ryder Cup 2018. Et moment som millioner af golffans verden over med længsel har ventet på, og som det er magisk at opleve på så nært hold. Den totale stilhed står i skærende kontrast til den sidste halve times larm og stemningsniveau, som ville gøre fanklubformanden på Anfield Road fodboldstadion i Liverpool stolt. En stemning som man ikke ser magen til i nogen anden golfturnering verden over. Både golfspillere og tilskuere kan have ry for at være lidt konservative og måske ligefrem en smule kedelige. Selv en majorsejr rækker nogle gange ikke til ret meget mere end en highfive og et knus til caddien. Anderledes er det til Ryder Cup, hvor både tilskuere og spillere slipper tøjlerne og lader følelserne få frit løb. Hver gang der slås et godt slag eller sænkes et længere put, jubles der blandt både spillere, caddies og ikke mindst tilskuerne.

Ét fælles Europa
I sekundet efter at Finaus bold har forladt køllehovedet, bryder euforien og larmen igen løs for kort tid efter totalt at forstumme, da næste spiller står klar over bolden. Man fornemmer til dels en ufattelig disciplin blandt tilskuere, som ikke alle er lige sobre, men også at det virkelig betyder meget for folk, som er til stede her. Ikke mindst europæerne. Det er den eneste begivenhed jeg kan komme på, hvor Europa spiller under samme flag til trods for, at der i skrivende stund er en lang række politiske uenigheder i EU og Europa generelt. Som Thomas Bjørn nævnte i sin tale ved åbningsceremonien, så er det et fantastisk privilegium og ære at stå i spidsen for et hold, hvor alle europæiske lande står sammen og hepper på ét fælles Europa. Spillerne lægger for engang skyld deres individuelle fokus bag sig og kæmper for holdet og Europa.

Thomas, Thorbjørn og Tiger
At jeg skulle være heldig at få fat i de særdeles eftertragtede billetter til denne 42. udgave af Ryder Cup var et held, og da jeg købte billetterne i efteråret 2017 vidste jeg ikke, hvor stort det ville blive – set med danske øjne i hvert fald. At Thomas Bjørn som den første dansker nogensinde skulle være kaptajn, kendte vi alle til, men at Thorbjørn Olesen skulle få debut på holdet efter en fantomsommer med en lang række topresultater var en glædelig overraskelse. En dansk spiller og dansk kaptajn på samme hold er ikke sikkert vi får lov at opleve mere i dette århundrede. Hvis man så krydrer det med, at superstjernen og den levende legende Tiger Woods´ pludselig i løbet af 2018 nærmest blev golfmæssigt genfødt, og kunne deltage i sin 8. udgave af Ryder Cup, var nærmest for godt til at være sandt efter de prøvelser han har været igennem de senere år. Større bliver det bare ikke som dansk golfentusiast! At Thorbjørn Olesen om søndagen gav den tidligere verdensetter Jordan Spieth baghjul, og Europa efterfølgende kunne løfte trofæet, gør jo ikke ligefrem oplevelsen mindre.

Eftertragtede halvpebrede billetter
At dømme på antallet af dannebrogsflag og danske stemmer havde mange danskere da også været i samme heldige båd som jeg, og fået mulighed for at købe de eftertragtede, men også halvpebrede billetter. En billet til fredag kostede 150 euro, mens en søndagsbillet var oppe i 175 euro. Ville man have adgang hele ugen inklusiv til træningsrunderne fra tirsdag, skulle man ryste op med 665 euro. At det er mange penge for de fleste er der ingen tvivl om, men til gengæld får man også 10 timers topunderholdning pr. dag, og at dømme efter tilskuerantallet på 270.000 i alt i løbet af ugen, var billetterne ikke sat for dyrt.

Et velorganiseret arrangement
Oplevelsen som Ryder Cup tilskuer er da også helt unik, hvis man som jeg elsker spillet med den lille hvide. Organisatorisk var der som almindelig tilskuer ikke mange fingre at sætte på arrangementet. 270 busser kørte i pendulfart tilskuere mellem golfbanen og de togstationer og parkeringspladser, der lå et stykke fra banen. Det tog en lille times tid at komme ind til banen om morgenen, da man fornuftigt nok skulle sikkerhedstjekkes som i en lufthavn. Også til mad- og ølboderne var køerne lange. Omkring en halv time mange steder, men det er vel forventeligt med så mange mennesker, der skal bespises et par gange hver dag. Massevis af gigantiske storskærme sørgede for, at man undervejs kunne følge med i, hvad der skete rundt om på banen. Som golftilskuer og særligt til Ryder Cup er man på fysisk halvhårdt arbejde, hvis man vil se noget golf live. Med mere end 60.000 mennesker på banen hver dag betød det særligt fredag og lørdag, at der var rigtig mange mennesker på hvert af de 4 huller, som spillerne befandt sig på. Om søndagen løsnede det lidt op, da alle 12 singler fordelte sig rundt på banen. Man skal således ikke forvente, at man kan følge den samme bold hele vejen rundt (som man fx kan til Made in Denmark), hvis man gerne vil være forholdsvis tæt på hvor tingene sker. Derimod skal man have en del strategisk snilde og bevæge sig nogle huller frem foran spillerne. I hvert fald, hvis man vil være tæt på spillerne og have et acceptabelt udsyn. Hvis man er alt for magelig, får man ikke set meget golf, og i virkeligheden ses golf ligesom så mange andre sportsgrene nok bedst på TV. Til gengæld går man glip af fest, farver, fællesskab og en fantastisk stemning, som kun kan opleves et sted i golfverdenen. Nemlig til Ryder Cup, som bare må siges at være størst.

DEL
Forrige artikelJoachim slog først – og for ofte
Næste artikelKatastrofestart ødelagde runden
Avatar photo
Lasse er en af vores skribenter. Han er uddannet Cand.mag i idræt og samfundsfag og arbejder til daglig som gymnasielærer. Lasse er primært leveringsdygtig i rejseartikler fra alverdens destinationer. Lasse er naturligvis selv inkarneret golfspiller.