Olesen/Kjeldsen gik +5 i foursomes og er langt fra toppen i World Cup.

Dobbeltbogey – bogey – dobbeltbogey!

Om det var regnen i Melbourne eller om andre omstændigheder spillede ind, ved vi ikke, men Danmark fik den nok værst tænkelige start på det vanskelige foursomes format på 2. runde af World Cup. 5 over par efter de første tre huller!

Efter katastrofestarten fik Olesen/Kjeldsen stabiliseret ‘skibet’, og de gik resten af runden i par, men 5 over samlet betød at de forsvarende mestre dumpede ned til en 12. plads blandt de 28 nationer.

Belgiske bombere

I toppen rykkede de belgiske bombere, Thomas Pieters og Thomas Detry frem på en delt 1. plads med Byeong Hun An/Si Woo Kim fra Korea. De to par er samlet i -10, seks slag bedre end Olesen/Kjeldsen. Belgierne var sammen med Italien – nu på 3. plads – og Skotland (8) de eneste hold, der gik under par. Alle med -1, hvilket vidner om ganske vanskelige forhold og selvfølgelig et uvant og ikke helt enkelt format.

I tredje runde spilles igen fourball, hvor scores typisk bliver meget lave, så alt kan endnu nå at ske. Søndag afsluttes med endnu en runde foursome.

Foto: Getty Images

Forrige artikelRyder Cup er bare størst
Næste artikelRai satte banerekord
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.