Både Lucas Bjerregaard og Joachim B. Hansen klar til weekenden i Hong Kong, hvor Patrick Reed leverede stærkt comeback.

Man taler ofte om at være på ‘den heldige side af lodtrækningen’ i turneringerne, og det er præcis hvad 23-årige Aaron Rai fra England har været i de seneste dage i Hong Kong.

Torsdag var det koldt og blæsende om morgenen, men fine forhold om eftermiddagen, hvor Rai var ude, og fredag var vejret fint fra morgenstunden – hvor Rai igen var ude. Han kvitterede med en banerekord i 61 slag (-9) og fører Honma Hong Kong Open i -14, med hele fire slag til nummer to.

Nu gælder det

Både Lucas Bjerregaard og Joachim B. Hansen lykkedes med at klare cuttet med runder i hhv. -2 og -1. Dermed kan måske især Lucas give den fuld gas i weekenden i bestræbelserne på at komme op i den del af feltet, der udløser points til verdensranglisten, så han kan holde sig i top50 året ud.

Feltets største stjerne Patrick Reed fra USA leverede et fornemt comeback med en runde i 65 slag, og udlignede dermed de +5 fra 1. runde. Også Tommy Fleetwood spillede godt og ligger på delt 5. plads, mens Matthew Fitzpatrick kom rundt i 62 slag og rykkede fra lige par til -8 og en 3. plads.

Første sejr lurer

Aaron Rai har endnu sin første sejr på European Tour til gode, men han har vundet tre gange på Challenge Tour, og har stukket næsen frem ved mange lejligheder. Indtil videre har han spillet 36 huller i Hong Kong uden at lave én eneste bogey. Noget af en præstation!

Fredag missede han kun én green i regulation. Det var på hans næstsidste hul for dagen, det meget svære 9. hul, hvor han var i bunker. Men han kom flot op og i for par, og sluttede runden med at sænke lidt af en vildmand for birdie på 10. hul for 61 og altså ny banerekord.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelKatastrofestart ødelagde runden
Næste artikelPhil Mickelson vandt matchen mod Tiger Woods i omspil i elektrisk lys
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.