Phil Mickelson virkede mere veloplagt end Tiger Woods under det meste af matchen (foto: Getty).

Såvel Tiger Woods på første som Phil Mickelson på andet og tredje omspilshul kunne have vundet matchen om de 9 mio $, før Mickelson endelig tog sejren på dagens 22. hul. Hul 18 var efter første omspilshul, hvor Tiger muligvis kiksede sit sejrsputt på grund af mørkets frembrud, blevet afkortet til 93 yards med tee på putting green og lå badet i kunstigt lys, mens hundredtusindvis af amerikanere lod thanksgiving dinner udsætte.

Spænding om udfaldet kom til at erstatte det sprudlende spil, som man håbede at se i matchen mellem Phil Mickelson og Tiger Woods. Kun glimtvis så man de geniale slag, som begge har vist gennem årene, indtil Tiger Woods på 17. hul endelig holede et grimt putt, hvor bolden på forklædet lå op ad græskanten til semirough.

I stedet for at hole for vundet match skulle Mickelson, som havde ført gennem størstedelen af dagen, putte for at bevare føringen, og han missede.

Mickelson kom foran på andet hul, da Woods missede et ret kort putt. På de følgende huller kunne Lefty flere gange have udbygget sit forspring, men han spillede omvendt sit normale jeg: Super fra tee til green, men med et dårligt kort spil.

I stedet udlignede Tiger på hul 7, da Mickelson ukarakteristisk spillede fra greenbunker til greenbunker.

På hullet efter treputtede Woods chokerende dårligt, så Mickelson tog teten igen. Woods vandt to huller i træk på 11 og 12, på det sidstnævnte med to fremragende slag til pinden. Allerede på 13 var stillingen dog lige, og Mickelson kom endnu engang foran på 15, da Woods missede fra 2,5 m.

På 16 missede Woods et putt for udligning, men så fulgte superputtet på 17, da det så allersortest ud, og med et delt hul 18 blev matchen forlænget.

 

 

Forrige artikelRai satte banerekord
Næste artikelFremgang i Østen
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.