Danmark ligger ikke til triumfer, men det gik trods alt fremad såvel i World Cup i Melbourne som i Hong Kong, hvor European Tour indleder sæsonen 2019.

I World Cup fik Thorbjørn Olesen/ Søren Kjeldsen den modsatte åbning af fredag, da de på de første syv huller fik såvel en eagle som to birdies og vendte i -5. Der kom ingen bogeys på kortet, men kun en birdie mere, og det er for lidt i fourball, så det blev kun til at rykke en enkelt plads fremad til nr. delt 11 i -10.

Forrest er Belgien med Thomas Pieters/ Thomas Detry stukket af i -19, fem slag foran Mexico, Italien og Sydkorea i -14.

JB Hansen efter sit allerførste slag i det nye ET-år (foto: Getty).

 

I Honma Hong Kong Open fik såvel Joachim B. Hansen som Lucas Bjerregaard fire birdies i tredje runde. Hansen fik kun en enkelt bogey, mens Bjerregaard fik to, og da begge var startet på cutgrænsen, ligger de nu et slag fra hinanden. Hansen som nr. 41 i -2, trods alt 24 pladser fremad, mens Bjerregaard ligger som 53 i -1, 12 pladser fremad.

Begge turneringer afsluttes natten til søndag dansk tid.