Nye modeller der sparker røv

Titleist Speed står TS for i den nye kølleserie der netop er kommet på markedet. Titleist har ellers ikke tidligere gået meget op i at være de længste, men altid stået for stabilitet og boldkontrol.
Denne gang går Titleist så all-in på at spilleren skal kunne slå bolden så langt som muligt, og med optimal fokus på køllehovedets hastighed. Titleist satte et hold af udviklere til at kigge på alle aspekter i produktion af en driver, udelukkende med det formål at finde så meget fart som muligt i de enkelte dele. Resultatet er på gaden nu, og de to modeller der kom ud af anstrengelserne hedder TS2 og TS3. En ting er teori og hvad fabrikanterne lover, men det satte
vi på en prøve.

Golfbladet deltog i en fitting dag på Barsebäck, hvor en af Titleist dygtigste fittere var på besøg, for at finde præcis den kombination af køllehoved og skaft, der ville give spilleren den bedste oplevelse. I mit tilfælde var kombinationen et 8,5 grader TS3 hoved med 2 gram ekstra vægt i køllehovedet, og et Tensei 55g stift skaft. Den data sendte jeg så til Titleist, som så lavede en driver til mig med de specifikationer.
Da jeg modtog min driver (og matchende 3 kølle), var det første der slog mig, at det var nogle af de flotteste headcovers jeg nogensinde har set. Man skulle tro at Titleist havde haft en modedesigner ind over, og det ødelægger i hvert fald ikke førstehånds indtrykket. TS driverne ser faktisk lidt mere strømlinede ud end, og man får troen på at den kan svinges hurtigere end de tidligere modeller. Jeg faldt med det samme for TS3 modellen allerede inden jeg havde slået med den. Den står perfekt bag bolden, og ligner virkelig en driver man bare har lyst til at slå med. TS modellerne er lidt mere sorte
i deres lakering end 9xx serien de afløser.

TS2 og TS3 adskiller sig blandt andet i deres form. TS3 er den der mest ligner en klassisk Titleist driver og TS2 ser lidt mere moderne ud med det lidt dybere køllehoved og en mere lige slagflade. Lidt højere handicappere, vil sikkert fortrække TS2, der er en anelse mere tilgivende på de slag der ikke rammes i midten.

Da jeg testede TS2 mod TS3 på Trackman, var der ikke meget forskel på de to drivere. Begge modeller var helt i toppen af de drivere jeg har testet. Begge drivere gav mig 2-3 mph mere i køllehovedhastighed en min nuværende. Jeg fik en lidt højere launchangle, lidt mindre spin og nogle få meter længere carry på TS3, men ikke nok til at vælge den frem for TS2, hvis jeg bedre havde kunnet lide udseende på TS2. For mig er det meget vigtigt, at kigge ned på et kølle, jeg tror på kan udføre det arbejde, jeg gerne vil have den til. Også selvom det skulle koste en anelse på længden. I dette tilfælde føler jeg at TS3 var den jeg havde størst tiltro til, men det er ikke meget forskel der er i ydelsen på de to.

På banen var driveren en fornøjelse at slå med. Efter få slag stolede jeg fuldstændig på den, og følelsen var rigtig god, også når slaget ikke sad midt i. Jeg kunne ubesværet slå både draw og fade i bolden, og den flade udgave, ind i vinden fra en lav tee fungerede også. En af mine faste spillepartnere spurgte til hvornår jeg skulle aflevere den tilbage til Titleist og bruge min egen driver igen. Jeg er ikke sikker på at Titleist TS3 kommer ud af min bag foreløbig.
Jeg er i den grad begejstret på mit nye våben, og har svært ved at se hvad der skulle komme på markedet der vil passe bedre til mit spil. Jeg ved dog af erfaring at man skal passe på med at sige den slags, for lige nu sidder alle konkurrenter og udvikler på deres egne topmodeller, og det vil nok være naivt at tro at der ikke kommer noget på gaden der er endnu længere, mere stabil og som jeg ikke kan leve uden. Den tid den sorg. Lige nu hedder driveren i min bag

Forrige artikelFremgang i Østen
Næste artikelFornem dansk afslutning i Melbourne
Jan Olsen
Jan Olsen er en erfaren golfspiller. Som mangeårig elitespiller har Jan stor erfaring med alle dele af spillet. Da han spillede bedst, var handicappet 0, og hans bedste resultat en sølvmedalje ved DM. Han kan lejlighedsvis stadig score i 70'erne. Som uddannet fotograf vil Jan stå for mange af Golfbladets videoer, ikke mindst i samarbejde med Ronnie Lindeskov omkring instruktionsvideoer.