Under The Open blev amerikaneren rasende på R&A og ville have samtlige drivere kontrolleret

Som i 2018 indkaldte R&A torsdag før The Open 30 spilleres drivere til test af, om de var lovlige. Mens alle ’bestod’ sidste år, faldt Xander Schauffeles Callaway Epic Flash i år for prøven.
Den klarede ikke den såkaldte CT-test, der er så indviklet at forklare, at vi opgiver, men resultatet var, at Schauffele testede drivere i fem dage, hvilket, mener han, var alt andet end ideelt.

Han fandt så en driver, som han justerede efter en åbningsrunde i +3 og spillede anden dag i -6. Efter -2 på moving day lå han som 23, før han var blandt ofrede for sidste dags vejr med en runde i +7. Samlet blev han nr. 41 i +2.

Han var imidlertid ikke så vred over diskvalifikationen af driveren som over, at det var sluppet ud, at det var hans.
– Folk har kaldt mig for en snyder, og en medspiller mente, han var morsom da han sagde ’Nå, lovlig driver i dag, hvad?’ R&A forsøger at spolere mit gode rygte, og nu forsøger jeg at give igen med det, jeg siger.
Schauffele mente, at så mange drivere er på kanten af det lovlige, at enten skal man undersøge alle 160 eller også ingen.

Rygterne siger, at flere drivere blev underkendt, og ikke alle udstyrsproducenter vil røbe, om deres produkt gik igennem, så måske var Schauffele ikke den eneste, hvis driver blev underkendt – og mon han i øvrigt vidste, at den var ulovlig?

Forrige artikelPGA TOUR: Thomas triumferer – Tigers sæson slut
Næste artikelDen smilende Askepot sejrede
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.