Omkring Middelhavet kan man kunsten at konvivere, at leve sammen, fx i timevis over et veltillavet måltid med skønne vine. At være sammen i en fløjlsaften, hvor cikader synger og insekter sværmer om alt lysende. En aften, der ikke må jabbes af, mens tiden synes at stå stille, mens man bare nyder at være til.

Et ideal for Bente og Carsten (på billedet foran Vintønden), der grundlagde Skaarupøre Vingaard i 2002, og som har oplevet det flere gange, fx den aften, hvor de sammen med Kulinarisk Sydfyn stod for en aften, hvor gæsterne spiste en tre retters vinmenu midt i vinmarken fulgt af kaffe med druedram (Skaarupøres grappa). Kl. 22 var det stadig 22 grader varmt, og duggen var ikke faldet. Skønnere bliver en nordisk sommernat ikke; slet ikke, når den er tilsat de skønne dråber, man normalt forbinder med syden.

Bente og Carsten mødtes i 1982 og flyttede i et sydfynsk kollektiv, som udramatisk blev opløst et par år senere. Parret købte det husmandssted, de stadig bebor og har forvandlet til et miniture-vinslot. Han var tømrer og tagtækker, men da de havde en fælles interesse i psykiatri, tog de begge uddannelser, som førte til, at de kunne åbne en klinik for socialpsykiatri.

I ferierne rejste de meget, især i Italien, hvor deres vininteresse førte til, at de ville købe en italiensk vingård. Det viste sig, at den slags var meget dyre selv i nedslidt tilstand. I stedet begyndte de hjemme at eksperimentere med hjemmefremstilling af vin efter forskrifterne i den danske klassiker ’Vinavl i Danmark’ af Jens Michael Gundersen og Benne Génsbøl.

De fik kontakt til Gundersen, besluttede at anlægge egen vingård ud fra mottoet ’Hvor svært kan det være?’ og plantede i 2002 de første 100 vinstokke, 50 hvide og 50 røde.

Hvis de havde vidst HVOR svært, havde de måske tænkt sig om en ekstra gang, men da de i 2004 stod med det første glas hjemmeproduceret vin i hånden, var resultatet lovende, og siden har de udvidet virksomheden.

Bente med Druedram og kaffelikør

Bl.a. med støtte fra LAG-midler har de udvidet til 2300 vinstokke på deres 1,5 ha og har eksperimenteret sig frem til et imponerende udbud af produkter: Hvidvin, rosé og især mousserende rosé, dessertvine a la portvin, mjød sammen med en biavler, mousserende æblevin med biodynamiske æbler fra Mette Meldgaards Frugthaven på Strynø, kaffelikør med bønner fra det lokale risteri Zozozial. De samarbejder med Skarø Is og forsøger at gøre alt så biodynamisk og økologisk som overhovedet muligt.

En anretning i forbindelse med en rundvisning/vinsmagning kan fx være med hjemmebagt brød af mel fra Økomølleriet Kragegården og en osteanretning fra Gundestrup Mejeri som en del af en Fynsk Tallerken med tapas, der bugner af lokale produkter som fasanpaté og dådyrkølle.

Det store udvalg i Vintønden

De gamle udbygninger er omdannet til Vintønden med café og gårdbutik, hvor man kan have fejringer for op til 45 personer. Vintøndens indre er et lille eventyr med borde, diske, hylder og skabe i træ fra en svunden tid.

Bike Station

Sjældent har man set et sted, der var mere perfekt for en klub i klubben; for vandrere – mange ruter går lige forbi; eller for cyklende, hvis ruter også passerer. Derfor er Skårupøre et af de steder, hvor man finder en Bike Station, dvs. et skab med alt, cykelturister får brug for i farten af grej som fx pumpe og lappeværktøj.

Bente og Carsten har ikke brugt en øre på markedsføring, men ører har været vigtige, for gennem dem er deres ry vokset, så de fx har haft besøg af østrigske vandrere, australske cyklister og vin-nysgerrige fra bl.a. hele Norden, Tyskland, Østrig, USA, Rusland og såmænd resten af verden.

Deres vingård har præcis den størrelse, de kan overkomme med en lang og hård, men tilfredsstillende, arbejdsdag. De kommer aldrig til at ekspandere, for så ville tempoet gå op, og de ville miste det vigtigste af alt, den personlige kontakt.

De har heller ingen ansatte, men hvert forår og efterår får omkringboende lov at være med på et par arbejdsdage, så de er en del af dette lille tempel for positiv indstilling og livsglæde.

Læs mere om vingården og dens produkter på skaaruporevin.dk

Denne artikels indhold er sponsoreret

Forrige artikelEn runde tættere på triumfen
Næste artikelKoerstz Madsen satser 100% på USA
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.