Hverdagen er igen næsten normal i det nordlige Costa Blanca, der har masser af gode golftilbud til fornuftige priser.

Turistbyen Benidorms mærkværdige skyskraberprofil, der minder om en mellemting mellem et mini New York og en lavprisudgave af Dubai, danner et ganske imponerende bagtæppe for det, der skal vise sig at blive turens bedste golfoplevelse.
Levante-banen på Melia Villaitana Golf Club er ganske enkelt fremragende og hvis man bare skal spille én runde golf på rejsen til det nordlige Costa Blanca, så bør man nok gøre det her. Banen er veldesignet, så det er en fryd, og i fremragende stand. Designet skyldes Nicklaus Design; ikke mesteren Jack Nicklaus selv, men det team af dygtige golfbanearkitekter, der gennem adskillige års tæt samarbejde med golfsportens måske største navn nogensinde har suget hans filosofi til sig. De har skabt en golfbane, der kan spilles af alle – elitespiller såvel som (næsten) nybegynder. Den erfarne golfer står på hvert eneste teested og skal træffe et valg, for bunkers ligger overalt lige præcis de rigtige steder, og der er altid en vej. Det være sig den modige eller den sikre linje. Der er fordele og ulemper uanset hvilken vej man vælger, men et valg skal man træffe – og så skal man helst kunne slå slaget.

Vi er taget på en smuttur til Costa Blanca midt i januar – inden verden blev forandret af corona, for at få et afbræk fra den danske vinters dystre og fugtige monotomi. Hernede er der solskin og blå himmel. Morgenerne er kølige, helt ned til fire grader, men så snart solen får lidt fat, stiger temperaturen, og to af de tre dage vi spiller golf, er det i korte ærmer efter fire-fem huller. Den sidste dag er der lidt skyer, og så beholder vi trøjen på, men koldt er det ikke. 17-18 grader, der føles af mere.

Vi er fløjet til Alicante, og kørt en time nordpå til Jalón dalen, hvor vi er tilpas langt fra de værste turistområder ved kysten. Benidorm var arnestedet for Spaniens masseturisme tilbage i 1960’erne og medmindre man har en særlig forkærlighed for berusede briter i fodboldtrøjer, der er lidt for små til maven, skal man måske holde sig lidt på afstand. Inde i landet er der ikke bare fredeligere, der er også smukkere og meget billigere. Et strålende måltid på tre veltilberedte retter på nogle af de små restaurantperler koster 16 € – og det er så inklusive et glas af husets gode, lokale vin.

Den seneste juli-melding fra området går på, at det næsten er blevet hverdag hernede igen, og de lokale vil gerne snart have gæster igen.
 Lars H. Laursen
Jálon dalen byder på utallige gastronomiske lækkerier og god, billig vin.

Rabat på greenfees og leje af udstyr
Der er andre steder i Alicante-området, hvor golfbanerne ligger tættere end her, men fra vores udgangspunkt i Jálon dalen er der 25 minutters kørsel til den glimrende La Sella Golf Resort i Denia, der har 27 fine golfhuller, en lille halv time til Melia Villaitana Golf Club i bakkerne ovenfor Benidorm, hvor man udover den ovennævnte Levante Course også har den uhyre underholdende Poniente Course, blot par 62, men en rigtig sjov bane at spille. Desuden ligger der et par små ni hullers baner; Jávea Golf og Golf IFach, og så endnu en ni-hullersbane, Altea Golf Club, som vi vender tilbage til om lidt.
Inden for rækkevidde er også Oliva Nova Golf Club, La Galiana og den ganske nye Puig Campana Golf, som endnu kun har ni huller.
De fleste store golfrejseoperatører herhjemme har banerne Villaitana, La Sella og Oliva Nova i programmet, med samlede pakker for hotel og golf, men vil man selv udforske området og måske bo mere lokalt, så er det et meget nemt område at besøge.
Inden corona, havde Norwegian daglige afgange til Alicante lufthavn til meget billige priser – hvordan det kommer til at se ud nu afhænger af situationen, men nogle skal nok flyve dertil. Gider man ikke slæbe golfudstyret med (det koster ekstra 700 kr. med Norwegian, tæt på en fordobling af flybilletprisen), er der flere andre muligheder.
Man kan leje udstyr hos Clubstohire.com, der har en afdeling i lufthavnen, eller hos Campbell Lamont Golf, der har et par store golfbutikker i området og udlejer udmærket udstyr for omkring 70 € for en uge, billigere end at tage sit eget med.
Hos Campbell Lamont Golf kan man desuden købe greenfees med rabat, og der kan være mange penge at spare. 18 huller på La Sella kunne således fås til 60 €, hvor den normale greenfee er 90 €.
Man kan både booke online, telefonisk eller ved fremmøde hos Campbell Lamont Golf.

En pudsig lille bane
Mange golfspillere vælger automatisk ni-hullers baner fra, når man er på golfferie, eller på ferie ’med lidt golf’. Dermed går man af og til glip af nogle små perler. Mellem badebyerne Benidorm og Calp ligger Altea, og i det bjergrige landskab over den lille by ligger Altea Golf Club.
Det er en pudsig lille ni-hullers bane, som faktisk spilles som 18 huller, da man benytter forskellige teesteder på hhv. første og anden runde. Eksempelvis er 3. hul et par4 på 367 meter første gang rundt, men et par5 på 434 meter anden gang, og i begge tilfælde uhyre udfordrende på grund af et kraftigt dogleg. 6. hul er et ganske let, kort par4 på 230 meter – op ad bakke – men anden gang rundt er det et lille monster af et par3 på 179 meter, stadigt kraftigt op af bakke. Ved at skifte teesteder, ændrer hullerne helt karakter, og det er reelt som at spille 18 huller.
Altea ligger i en dal inde midt i et beboelsesområde, og kan knapt ses fra vejen. Fra parkeringspladsen er den eneste adgang til klubhus og bane en lille elevator, og proshoppen ligger på 2. sal i en etageejendom, der også huser restaurant, fitnesscenter og selskabslokaler. Så har man set det med.
Selvom den både er svær at finde, og vanskelig at komme ned til, så er Altea en rigtigt fin og sjov bane at spille – og slet ikke så let, som man måske skulle tro. Banen er ret kuperet, så man får også en god omgang motion, hvis man ikke vælger at køre i buggy rundt.

Olazábals perle
De tre sløjfer med navnene Llebeig, Gregal og Mestral på La Sella Golf i Denia er alle designet af en af spansk golfs mest kendte senõrs, José-Maria Olazábal. La Sella Golf markerer sit 30-års jubilæum, siden det første klubhus og de første ni huller åbnede i 1990. Den oprindelige bane, der består af Llebeig og Gregal sløjferne, har ved flere lejligheder været vært for Ladies European Tours rookie-uge, hvor nye spillere bliver ’rystet sammen’ og ’rustet til tourlivet’. Da vi besøgte banen, var Llebeig-sløjfen stadig lukket efter et omfattende re-design, men den ca. ti år gamle Mestral-sløjfe holder også et højt niveau. Den er ret let at gå, og kan spilles af alle. Gregal-sløjfen er noget mere udfordrende, og vand kommer i spil adskillige gange undervejs. Greens var aldeles fremragende. Hurtige og med vanskelige fald, der udgjorde en stor udfordring.
La Sella Golf ligger som en del af en meget stor urbanization med tusindvis af villaer i bakkerne omkring banen, og centralt ligger også det elegante Denia Marriott La Sella Resort & Spa. Det er en perle af en golfbane.
 Lars H. Laursen
Det er tydeligt, at José María Olázabal har spillet en stor rolle på La Sella.


Sjov ’bjergged’

Levante-banen som omtalt i indledningen, er dog områdets bedste bane, og synes man at en lang mesterskabsbane er for ordinært, så råder Villaitana også over den herlige Poniente-bane, der er på 18 korte huller – otte par4 og 10 par3 – og har par62. Banen er uhyre kuperet og derfor er buggy inkluderet i greenfee, man kan reelt ikke gå banen. Par4 hullerne er korte, det længste er blot 312 meter, mens flere af par3-hullerne såmænd er lange nok; et par stykker er over 180 meter. Det går op og ned, udsigten er fantastisk og underholdningsværdien suveræn. Man skal ikke tro, at man ’bare lige’ kommer rundt i en lav score, blot fordi banen er kort.
 Lars H. Laursen
Melia Villaitanas Levante bane har en flot udsigt til Benidorms højhuse og havet.

Fakta
Sådan kommer du dertil:
Fly til enten Alicante eller Valencia.
Golfudstyr:
700 kr. t/r med Norwegian.
Leje af TaylorMade sæt (en uge) 70 € hos Cambell Lamont Golf, www.clgolf.es.
Leje af TaylorMade, Callaway eller Wilson sæt (en uge) fra 45-70 € hos Clubstohire.com.
Greenfee:
La Sella Golf: 90 €
Melia Villaitana Golf: Levante Course fra 85-150 € (sæsonbestemt), Poniente Course fra 60-99 € (sæsonbestemt/buggy inkl.).
Altea Club de Golf: 45-59 € (sæsonbestemt/ 18 huller)
Rabat på greenfee:
Campbell Lamont Golf, clgolf.es. Rabatterne skifter jævnligt. Mulighed for at tilmelde sig turneringer.

Forrige artikelGolfgadgets, der giver dig styr på spillet
Næste artikelDansk succes ved The Amateur Championship
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.