Thorbjørn Olesen får sin Ryder Cup debut sammen med Rory McIlroy.

Den tidligere fodboldstjerne David Ginola var vært og det engelske rockband, Kaiser Chiefs, stod for den musikalske underholdning, da Ryder Cup 2018 præcis kl. 17 blev officielt åbnet.

Samtidig blev de første matcher i morgen afsløret. Her blev det klart, at Thorbjørn Olesen kastes for løverne i anden match, hvor han skal danne par med Rory McIlroy. De skal møde verdensranglistens nummer 1 Dustin Johnson og Rickie Fowler.

De fire fourball-matcher er:

Brooks Koepka/Tony Finau mod Justin Rose/Jon Rahm

Dustin Johnson/Rickie Fowler mod Rory McIlroy/Thorbjørn Olesen

Jordan Spieth/Justin Thomas mod Paul Casey/Tyrell Hatton

Patrick Reed/Tiger Woods mod Francesco Molinari/Tommy Fleetwood

Det betyder, at USA ikke benytter Bryson DeChambeau, Phil Mickelson, Webb Simpson og Bubba Watson i fourballs, mens Thomas Bjørn lader tre af sine wild cards sidde over; Sergio Garcia, Henrik Stenson, Ian Poulter sammen med Alex Noren.

Første match slår ud kl. 8.10.

Flotte taler

Kaptajnerne Thomas Bjørn og Jim Furyk holdt begge flotte og inspirerede taler, hvor de både hyldede Frankrig som værtsland og byen Paris. Furyk hæftede sig ved de tætte historiske bånd mellem USA og Frankrig, blandt andet var det Frankrig, der i 1886 skænkede USA Frihedsgudinden, som et symbol på frihed. Thomas Bjørn nævnte hvordan Ryder Cup samler de 44 selvstændige nationer i Europa, og hvordan dette ofte fragmenterede kontinent under Ryder Cup samles under èt flag. Det er den eneste begivenhed, hvor Europa virkelig er forenet, sagde han.

Thomas Bjørn blev modtaget med brølende jubel af de mange tusinde tilskuere samlet foran scenen i West Village, og udtrykte, at det at være blevet udpeget til at stå i spidsen for Europas hold er det stolteste øjeblik i hans lange golfkarriere.

Han lovede, at Europas udvalgte vil gøre deres bedste de kommende tre dage for gøre sig fortjent til den tillid, publikum viser dem.

 

DEL
Forrige artikelI Bergamo spilles på kanten af alperne
Næste artikelGOLFBLADET forudsiger fredagens Fourballs
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.