Tre danskere i spil til sejren i BMW International Open på Gut Laerchendorff, mens Joachim B Hansen gik i førerbold i SSE Scottish Hydro Challenge, og Sebastian Cappelen sloges for sejren i Wichita Open

På sidste dag af BMW International Open på Gut Laerchendorff skete noget usædvanligt. Man var høj af eufori, allerede før tv kom på.
Årsagen var den bedste runde i Thorbjørn Olesens karriere, og den rummer ellers mange store præstationer. Som andre af Olesens fineste resultater kom den som et lyn fra en klar himmel. På moving day faldt Olesen fra førerfeltet ned som nr. 42 efter en runde i +5. 17 huller i samlet par og en quintuple bogey på hul 4 – og så påstod han endda, at han spillede godt.

Drømmespil
Søndag viste han, at han ikke løj. Hans spil ikke bare fungerede. Det var overdådigt. Starten var par-birdie-eagle. Fint, men ikke nok til virkelig at hæve pulsen.
Det kom fra 9. hul, og så gik det stærkt. Skønne drives, præcise approachslag og en glødende putter. Birdies på 9, 10, 11 og 13, hvor han havde eagleputt. Efter par på det hundesvære 14 fulgte et nyt eagleputt, der var ganske tæt på at falde i på 15. Der blev ikke flere pars på den runde, og årsagen var, at Thorbjørn lynede med fire birdies på 15-19, banens sværeste huller. 61 slag, – 11.
Han passerede allerede de førende, da han nåede -7, Det klarede hans spillepartner, Justin Walters, også, men han kunne ikke holde tempoet og sluttede i -8 for dagen. Dermed førte Olesen -9 foran Walters -6, før de seks, der i -5 delte førstepladsen efter tredje runde, slog ud til et forfølgelsesløb, hvor man ikke turde tro på, at Olesens score ville holde til sejren.

Bjerregaard og Kjeldsen
Blandt de seks var Lucas Bjerregaard, mens Søren Kjeldsen startede to slag længere bagude. Det handikap overvandt han med tre birdies på de fire første huller.
Bjerregaard kunne til gengæld ikke få gang i scoringen og lå i par for de første seks huller, efterladt bagude. Han kæmpede indædt og mødte mange marginaler, der gik imod ham, med tålmodighed. Resten af runden gik i -3, så han sluttede i -8, der rakte til en udmærket, men lidt ærgerlig femteplads.
Kjeldsens dag blev en sag om ’near misses’. Ustandselig barberede hans putts hulkanterne uden at falde i. Han fik faktisk ikke en eneste par på resten af runden, men heldigvis en eagle på 15, desværre fulgt af bogey på 16. Runde i -4 og trods alt en delt syvendeplads i -7.

Disciplineret Matt Wallace
Stillingen var så tæt, at med få huller tilbage kunne Olesen stadig slutte helt nede som nr. 7. Sådan gik det heldigvis ikke. Kun den 25-årige englænder Matt Wallace spillede en stensikker runde, hvor han leverede de birdies, som banen indbyder til, og undgik bogeys. På 16. hul nåede han til -10 og spillede de to resterende huller safe i par.
Hjemmepublikum drømte til det sidste om, at Martin Kaymer skulle nå i omspil, men den drøm brast efter med en bogey på 17, så han kun med en fornem birdie på sidste hul fik andel i andenpladsen. Det gjorde også en stærkt spurtende Mikko Korhonen, så slutstillingen i toppen blev: 1. Matt Wallace -10. 2. Thorbjørn Olesen, Martin Kaymer og Mikko Korhonen -9. 5. Lucas Bjerregaard og Aaron Rai -8. 7. Søren Kjeldsen og Scott Hend -7.

Ranglister
Tre danskere i top-7, mange præmiepenge og point til Verdensranglisten og Ryder Cup-listerne – og så var man endda lidt skuffet.
På Race to Dubai avancerede Olesen til nr. 6 og Bjerregaard nr. 26 i et hug, og Olesen lagde sig på den første ikke-kvalificerende plads til Ryder Cup. Det kan sagtens blive meget bedre i den kommende tid.

Challenge Tour
På Challenge Tour spillede Joachim B. Hansen samtidig førerbold i Scottish Hydro Challenge, og det gik længe sejt med ni pars på for-9 fulgt af bogey på 10. Birdies på 13, 14 og 17 sikrede imidlertid 2. pladsen og 27.500 €, så han på Order of Merit med 100.151 € var lige efter Lorenzo Gagli 103.853 €.
Vi kender allerede den fornemme fortsættelse i ECCO Tour Challenge og ved, at enhver tvivl, om han får sit ET-kort for 2019, er bortvejret, og at det mest spændende nu er, om han vinder den samlede Order of Merit!

Forrige artikelDanskerne fortsætter med at vinde turneringer
Næste artikelNy udgave af Ø-GOLF Masters 2018.
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.