Joachim B. Hansen lavede seks birdies og ingen bogeys på Mauritius, men er kun -1 efter 1. runde.

Joachim B. Hansen hører til blandt feltets højest rangerede spillere i denne uges Afrasia Bank Mauritius Open, og danskeren kom som skudt ud af en kanon på 1. runde i dag.

Fire birdies på de første fire huller bragte han på en 3. plads efter at formiddagsholdet var blevet færdige, men selvom han lavede yderligere to birdies og ingen bogeys på runden, endte han alligevel med en score på -1 og en delt 58.-plads på cutgrænsen.

Katastrofe hul

Hvordan dog det? Jo, på 5. hul – par3 – slog han i vandet til højre for green. Droppede og slog så en regulær flækker på tværs af hele greenen og ned i et run-off område. Herfra kunne han åbenbart ikke slå lige mod flaget, så hans chip endte langt til venstre for hullet til et langt ned-ad-bakke putt, der gik tre-fire meter forbi hullet. Her lykkedes det dog Joachim at stoppe ’blødningen’. Han sænkede puttet for en triple-bogey 6’er.

På de følgende 12 huller spillede han uden fejl. To birdies, og 10 pars, og med en birdie på det relativt lette 18. hul – par5 – kunne han spille sig i top10. Sådan gik det ikke. Tværtimod. Han fik dobbeltbogey og skal nu ud i morgen tidlig og kæmpe for at klare cuttet.

Joachims nærmeste rival på 2018-sæsonens Challenge Tour, franske Victor Perez, havde anderledes styr på den smukke bane i Det indiske Ocean. Han gik -8 og fører turneringen.

Følg livescoring her: http://www.europeantour.com/europeantour/season=2019/tournamentid=2019003/leaderboard/index.html#/leaderboard

Foto: Getty Images

Forrige artikelGolfbladet – December 2018
Næste artikelCheck selv din kompression
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.