Ønsket om hurtigere runder har ført til, at Trelleborg Golfklub i Slagelse har lavet en 12-hullers kombination af 18-hullers banen og Pay & Play banen.

Golf tager for lang tid. Den udtalelse har de også hørt mange gange i Trelleborg Golfklub Slagelse, og det har fået klubben til at indføre et helt nyt koncept, en 12-hullers bane, der er en kombination af de 10 første huller på mesterskabsbanen og de to sidste huller på klubbens 9-hullers Pay & Play bane.

”Ideen opstod fordi vi som alle andre ønsker hurtigere golfrunder. Der er et behov for, at det tager kortere tid at spille golf, og vi talte om hvad vi kunne gøre. Vi kan fornemme på medlemmerne, at 9 huller er for lidt, mens 12 huller for de fleste er meget passende,” siger klubbens PGA-pro Brian Amossen om tiltaget.

12 hullers banen består altså af de første ni huller på mesterskabsbanen, og 10. hul. Derefter går man over og spiller de sidste to huller på Pay & Play-banen, der er et par5 hul og et sjovt, kort par3. Par for 12-hullers banen bliver derfor 48, og der er tale om en bane af fuld længde.

”Det er rigtigt smart, at man undgår den ret lange gåtur fra 10. green til 11. tee over broen til den modsatte side af banen, og jeg skønner at en gennemsnitlig to-bold vil være omkring to timer om at spille de 12 huller,” siger Brian Amossen.

”Vi har indført en fletteregel, når man kommer til 12-hullers banens 11. hul, og det er jeg helt sikker på at det nok skal fungere. Det bliver beskrevet på tydelige skilte på banen, og det bliver informeret i klubhuset. Vi har spurgt DGU om vi kan handicapregulere på de 12 huller, men det kan desværre lade sig gøre,” siger Amossen, og det er ikke den eneste udfordring, man er stødt på.

Udfordring for Golfbox

”Vi har nogle tekniske udfordringer i forhold til booking af 12-hullers banen i Golfbox, for af en eller anden grund er Golfbox ikke i stand til at levere den løsning. Vi bad dem lave en opsætning, men fik i første omgang blot det svar, at ’det giver udfordringer, som vi ikke er klar til’, og det er selvfølgelig ærgerligt for jeg er overbevist om, at det her er et tiltag er vejen frem,” siger Brian Amossen.

Sidste år spillede ECCO Tour en turnering med 12 hullers runder, og internationalt tales der meget om alternativer til de lange 18-hullers runder, fordi det er den generelle opfattelse, at tidsfurbruget er golfsportens største udfordring.

Ifølge Brian Amossen håber man i Trelleborg Golfklub Slagelse at 12-hullers konceptet vil tiltrække yngre golfspillere, der ikke føler de har tid til 18 huller, samtidig med at han forventer at mange ældre vil tage godt i mod det. ”Jeg er ret sikker på, at det nok skal blive succes, og så håber jeg at de praktiske udfordringer med hensyn til booking og handicapregulering vil blive løst med tiden.”.

Greenfee-spillere kan også spille 12 huller. Det koster 275 kr. i weekenden og 200 kr. på hverdage og skal foreløbigt bookes ved henvendelse til klubbens kontor.

Forrige artikelPrøvemedlemsskaber med fokus på det sociale skaber medlemsboom
Næste artikelFamilieparadis ved Tannisbugten
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.