Tiger Woods vandt ikke på Copperhead, men han var i spil til sejren lige til sit næstsidste putt på 72. hul, og pludselig ser det rigtig lovende ud for alle dem, der satte deres penge på ham som vinder af Masters.

Indtil Valspar Championship var medierne mere begejstret over Tigers comeback end eksperterne, der hængte sig i småting som greens in regulation, antal putts og den slags, og der var Woods tydeligt ikke helt på plads endnu, selv om hans attitude og helbred var det.

På Copperhead, der er en krævende bane, der hele tiden kræver rigtigt køllevalg og afvejning af, hvad man kan og tør, viste Tiger brillant og realistisk spil og kom meget, meget tæt på at vinde. Ikke mindst slikkede flere af hans putts hulkanterne.

Forholdene var tydeligt sværere ud på dagen, såvel med kraftig vind som mærkede greens, og en tidlig start var derfor medvirkende til, at 40-årige Paul Casey vandt i -10 foran Woods -9.

At Woods nu regnes for et godt bud på Masters skyldes ikke mindst, at han kender Augusta National som sin egen bukselomme og har hele det slagrepertoire, som banen kræver – men det bliver spændende.

Nu skal vi foreløbig se ham på Bay Hill i den kommende weekend.

Forrige artikelForbruget af pesticider er halveret
Næste artikelUnderskud i Dansk Golf Union
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.