I december kvalificerede 18-årige Amalie Leth-Nissen sig til Ladies European Tour, og i dag har hunmeddelt, at hun bliver professionel og dermed tager i mod tilbuddet om medlemskab af LET.

Når der lige er gået tre ugers tid skyldes det at en masse ting har skulle falde på plads, fortæller hendes far, Christian Leth-Nissen, som nu også har status af manager og caddie.

– Amalie har halvandet år tilbage på Falkonergårdens Gymnasium, det er én udfordring. Den anden er naturligvis pengene, siger Christian Leth-Nissen. – Gymnasiet har været med imødekommende, og selvom der nok kommer til at komme nogle re-eksaminer og en masse fravær, så håber vi kunne balancere mellem skole og golfkarrieren. Vi har talt om det her i fire år, og allerede for to år siden havde Amalie formentlig kunne tage skridtet, men det er også vigtigt at få en studentereksamen, og nu hvor hun er godt i gang vil hun meget gerne blive færdig sammen med sine kammerater, siger han.

Familieprojekt

Økonomien er et større problem. For selvom Amalie som amatør var blandt verdens 20 bedste, og anses som Danmarks største golftalent, så er det svært som kvindelig idrætsudøverat få de store kontrakter, som f.eks. Højgaard-brødrene fik så snart de turnede professionelle. Samtidig er Amalies karriere også blevet et familieprojekt.

– Amalie skal ikke som 18-årig rejse alene rundt til turneringer i verden. Derfor dedikerer jeg mig som caddie, og sætter mit civile job med ledelses-og teamudvikling på stand-by i en periode. Vi skal altså ikke alene skaffe penge til Amalies udgifter som professionel golfspiller, men også undvære min eller i hvert fald en del af min løn. Men det har vi besluttet at vi vil gøre, siger han.

Sponsorer

Amalie Leth-Nissen har fået entreprenørfirmaet Nielsen & Søn som sponsor, de har også støttet Smørum-spillerne Nanna Koerstz Madsen og Marcus Helligkilde. Desuden støtter EC Drive, der leverer ladestandere til el-biler projektet. DGU har flyttet Amalie over i deres pro-team, men det betyder alligevel mindre støtte derfra end da hun var amatør, og også støtten fra Team Danmark bliver reduceret, selvom den stadig er der.

– Vi leder med lys og lygte efter sponsorer, men vil ikke faldbyde os for billigt. Amalie har et enormt potentiale, og derfor tør vi godt have lidt is i maven. Det er vigtigere at hun spiller i det tøj, hun føler sig godt tilpas i, end i noget hun ikke kan lide fordi de betaler lidt for det. Det samme gælder udstyr, siger den stolte far – og manager – og indrømmer at dobbeltrollen er svær.

– Det ville være lettere for mig at ‘sælge’ naboens dygtige datter overfor sponsorer, end min egen datter, men sådan er det, siger han.

Planen er nu at få spillet mange turneringer i det første halve år, og så efter bedste evne passe gymnasiet i de naturlige pauser, der er i turneringsprogrammet. Det hele starter i Afrika allerede i de første uger af februar; først Magical Kenya Ladies Open og ugen efter Lalla Meryem Cup i Marokko. Derefter følger en pause inden turneringer i Singapore og Thailand, og efter dem, er der igen en tre uger lang pause.

– Vi har allerede oplevet de logistiske udfordringer som professionel golfspiller. Det er nemt nok at komme til Kenya, men at komme derfra til Marokko er simpelthen et puslespil af flyskift. Vi må nok lige tale med nogle af de andre spillere, hvordan de løser den, siger Christian Leth-Nissen.

Foto: Tristan Jones/LET.

Forrige artikelNår kort bare er godt….
Næste artikelParkbanen i Næstved har kig til fjorden
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.