Joe Bonde Thomsen kan snart fejre 30-års jubilæum som chefgreenkeeper. Vi har talt med ham jobbet som golfklubbens vigtigste – og mest udskældte – medarbejder
Klokken er lidt i 6 fredag morgen på Ree Golf i Helsinge i Nordsjælland. Joe Bonde Thomsen er lige ankommet på arbejde i klubben hvor han de seneste 20 år har været chefgreenkeeper og haft ansvaret for en af landets mest velholdte golfbaner.
I dag skal han klippe greens som så mange andre dage i de seneste 30 år, men for første gang siden han blev greenkeeper er det ikke længere som chef. I foråret blev han hentet til Helsingør Golf Club hvor han begynder til oktober, og Joe har bare halvanden måned tilbage af sin tid på Ree Golf. Efter fælles overenskomst mellem Ree og Helsingør deler han sin tid mellem de to klubbers baner, og er derfor ikke længere chef i Ree og endnu ikke chef i Helsingør.
Da han kom til banen i Helsinge for mere end 20 år siden, var det en spritny bane han overtog. De første ni huller var lige åbnet, men de sidste ni fik han ansvaret for at gøre spilleklar, og nu skifter han til en af landets ældste klubber. Om få år kan Helsingør fejre 100-års jubilæum. Jobskiftet markerer også en anden ændring. Indtil for et par år siden var Ree Golf en privatejet bane, i dag er den klubdrevet, og det samme er den gamle Helsingør Golf Club, og det er – siger Joe ”Ti gange lettere, at være ansat i et driftsselskab end i en medlemsklub”.
– Da Ree Golf var et driftsselskab var der én person, der traf beslutningerne. Ville man have noget, eller gøre noget på banen, så spurgte man én person og fik enten et ja eller et nej. Hvis jeg havde min argumentation i orden, og kunne fremlægge et budget der hang sammen, så blev det et ja. Når der er tale om en klubdrevet bane er det hele bestyrelsen, der skal træffe en afgørelse og når det drejer sig om større og dyrere ting, skal det til debat på generalforsamlingen. Det er bare meget mere besværligt, siger han.
Det har dog ikke afskrækket Joe Bonde Thomsen, at Helsingør også er en medlemsdrevet klub, og at det tilmed er en gammel klub med en lang historie bag sig og med mange markante medlemmer, med tilsvarende markante holdninger til banen, dens stand og driften af den. Han opfatter det tværtimod som ’en udfordring’ og glæder sig meget til at han 1. oktober tiltræder på fuld tid. Indtil nu har han været i Helsingør to dage hver anden uge for at lære banen, medarbejderne og klubben at kende.
Store udgifter
– Helsingør har opfordret mig til at komme til dem flere gange, og da de nu havde brug for en erfaren chefgreenkeeper, tog jeg imod opfordringen og søgte jobbet. Jeg fylder 60 år til august. Jeg har været greenkeeper i snart 30 år, og skulle jeg skifte job én gang til, så var det nu. Det morsomme er, at jeg i alle årene har været chef. Mit første greenkeeperjob var i Søllerød, hvor jeg var i ni år. Det job blev jeg opfordret til at søge selvom jeg intet kendte til golf og græs. Det er kun de her seneste måneder, jeg ikke har været chef, og det er da lige før at jeg har lyst til at fortsætte sådan, siger han med et ironisk smil.
– Der er altid fordele og ulemper ved et jobskifte. Jeg kommer naturligvis til at savne Ree, for jeg har jo været her siden starten, og har altid været glad for at arbejde her. Men fremover vil jeg spare 20 kilometer hver vej i transport – for jeg bor i Espergærde – og det betyder alligevel noget, når man møder på arbejde kl. seks om morgenen, og mange gange endnu tidligere. Fordi det er en gammel bane, er Helsingør også sværere at holde end Ree, så det bliver bestemt ikke et lettere job, siger han.
Som greenkeeper er man altid i fokus, og blandt greenkeepere jokes der ofte med at man har 1.200 ’chefer’, der alle sammen ved bedre end en selv. Spørger man Joe om ikke greenkeeperen er den vigtigste person i hele golfklubben, svarer han: – Det er der jo altid nogle, der ikke synes.
– Vi møder altid nogle, der synes at vi er i vejen og forstyrrer deres spil, men jeg synes faktisk, at danske greenkeepere er gode til ikke at gå i vejen, og er der én ting, der karakteriserer os greenkeepere, så er det nok, at vi er enormt ærekære. Vi går alle sammen meget op i at præsentere vores bane i så god en forfatning som det overhovedet er muligt indenfor de rammer der er. Vi gør nok alle sammen mere end der står i vores kontrakt, at vi er forpligtet til. Det gælder både os, der er chefer og de betroede, erfarne medarbejdere. Vi er altid parat til at yde en ekstra indsats. Er der en stor match med gunstart kl. otte så møder vi op kl. halv fem for at klippe greens en sidste gang, og når en kollega skal have et DM eller en Ecco Tour, så står vi der alle sammen for ham og hjælper ham med at gøre banen klar. Der er ikke penge mellem os, det er vennetjenester, og noget vi bare gør for hinanden.
De økonomiske rammer er altid en udfordring, og det skal sammenholdes med golfspillernes stadigt stigende krav til banens stand. Og med stadigt mere restriktive krav fra myndighederne i forhold til forbrug af blandt andet pesticider. Det er alt sammen, siger Joe, blot nogle af de daglige udfordringer, som gør greenkeeperjobbet både hårdt og inspirerende.
– Jeg vil sige, at man som greenkeeper skal kunne tåle at få en skideballe, uden at lade det gå en for nær. Der er mange holdninger til vores arbejde, og de er jo ikke alle grundet af den største viden og indsigt, siger han.
– For eksempel er økonomien en altafgørende faktor. Hvor vores maskiner tidligere skulle holde i fem år, skal de i dag holde i ti år. Og maskinerne er ikke blevet bedre, vi skal bare få dem til at holde længere. En dygtig mekaniker i greenkeepergården er simpelthen et krav. Maskinerne er også blevet meget dyre. En greenklipper koster mindst 250.000 kr., én fairwayklipper og en roughklipper koster næsten en million. Siden jeg begyndte som greenkeeper er vand blevet mange gange dyrere, der er ekstra udgifter til gødning og så er chefgreenkeeperens arbejde blevet en hel del mere administrativt. Vores forbrug af plantegifte og pesticider skal journalføres dagligt, og kan vi ikke overholde myndighedernes krav falder hammeren omgående i form af bøder, både til klubben og til den ansvarlige greenkeeper.
Nogle snyder på vægten
– Danske greenkeepere er blevet fantastisk dygtige til at overholde alle miljøkrav, vi er blandt de bedste i Europa, men det betyder så bare, at kravene bliver endnu skrappere. I år skal vi nedskære pesticid-forbruget med 70 procent i forhold til sidste år – fordi vi har bevist, at vi kunne holde forbruget nede. Det betyder, at når og hvis uheldet er ude, og vi får sygdom i græsset, så har vi meget svært ved at bekæmpe det, siger Joe Bonde Thomsen.
Vi golfspillere er også blevet mere kritiske, selvom Joe siger, at det retfærdigvis kun er de færreste, der beklager sig. De fleste danske golfspillere er generelt meget tilfredse med deres hjemmebane, og Joe og hans kolleger rundt omkring i klubberne får generelt mange pæne og rosende ord med på vejen i dagligdagen. Men der er altid nogle, der ikke er tilfredse.
– Golfspillerne er blevet mere kritiske med årene. Især dem, der rejser og ser baner andre steder i verden. Hvorfor kan vi ikke det, de kan? Spørger de, og svaret er faktisk meget enkelt; de MÅ mere. Vi må ingenting i forhold til sprøjtemidler, men bare i Sverige har de ingen restriktioner, og jo længere sydpå man kommer, desto lempeligere er kravene. Det er værd at bemærke, at svenske greenkeepere er kemiuddannede, mens vi har en uddannelse, der mere ligner anlægsgartner, som jeg selv oprindeligt er. I øvrigt fyrede næsten alle svenske klubber deres greenkeepere for nogle år siden, og erstattede dem med billig arbejdskraft fra Polen, men det er heldigvis ved at ændre sig igen, siger Joe, der også lige smider en glødende brændeknude på bålet i forhold til forbruget af pesticider og overholdelse af reglerne i danske klubber.
– Der ER desværre nogle herhjemme, der snyder på vægten. Nogle baner står markant bedre end andre og det er der en årsag til. Vi ved det jo godt, men hvad skal vi gøre. Følger man reglerne og journalfører sit forbrug af pesticider og sprøjtegifte, så kan man ikke snyde, men henter man det selv i Sverige og kører det udenom journalerne kan man komme afsted med meget.
– Dengang jeg begyndte som greenkeeper i Søllerød Golfklub, havde vi en fast sprøjteplan hvor vi sprøjtede hver 14. dag og der var intet ukrudt på banen dengang. Det var Svend Auken, der ændrede det da han i sin tid blev miljøminister, og det er det bedste der er sket for golfsporten. Danske greenkeepere er blevet meget dygtigere til at pleje banerne uden brug af sprøjtemidler, men vi er da bestemt udfordret, siger han.
Altid omstillingsparat
Det er stadig sommer og højsæson på golfbanerne, men inden så længe bliver det efterår og vinter, og vejret er en af de faktorer, der gør greenkeeperjobbet særligt interessant. Hvad mange ikke ved er, at nogle af de faste, nødvendige og planlagte opgaver ikke kan udføres hvis vejret ikke er til det.
– Vi skal altid være omstillingsparate, og det kan jo være vanskeligt, når der i to uger har stået på klubbens hjemmeside, at greens vertikalskæres på en bestemt dag, men så regner det den dag, og så må vi udskyde det til en anden dag. Det er noget af det medlemmerne ofte ikke kan forstå. Vi kan sagtens lægge langsigtede planer, men vi ved også, at vi kommer til at ændre dem, for vejret kan vi ikke bestemme over.
– Gamle greens skal ind i mellem prikkes for at de kan få luft – det er ikke lige så nødvendigt med nyere greens, hvor vækstlaget giver en automatisk iltning, og så er den græssort, der benyttes på de enkelte baner også årsag til forskellig pleje og anderledes holdbarhed. I Ree er der rigtig meget Rødsvingel, som er en bedre græs til danske forhold, mens der på Helsingør er mere etårig rapgræs, der har kortere rødder og er mere modtageligt overfor svampesygdomme. Det ville ikke være et problem hvis vi måtte sprøjte, men når man ikke må det, så bliver de mere plejekrævende og det tager tid og koster penge.
Tidsforbruget er anden faktor, som mange måske ikke tænker så meget over i forhold til greenkeepernes arbejde. Men når en greenkeeper for eksempel kører ud til siden for at lade en bold spille ind til green, så bliver et minut om morgenen hurtigt til en halv time om eftermiddagen i øget tidsforbrug. Det lyder måske ikke af meget, men ganger man det op med seks greenkeepere og syv dage om ugen i hele sæsonen, så løber det op.
Tidsfaktoren er også en årsag til, at Joe Bonde Thomsen gerne ser at der er færre bunkers at passe på banen. – Bunkers er generelt bare noget der tager tid. Skal vi dagligt sørge for at alle bunkerkanter er klippet, og alle bunkers er revet og står knivskarpt, så koster det et helt årsværk.
Og så er der lige den med at holde banerne åbne om vinteren. Vi kan ikke komme udenom spørgsmålet, selvom det forhåbentlig varer længe inden vinterlukning af banerne kommer på tale. Joe Bonde Thomsen har været vant til at greens i Ree har kunnet være spilbare året rundt, og han håber, at han kan forlænge sæsonen i Helsingør, men….
– Selvom de to baner ligger indenfor relativt kort afstand fra hinanden er de som det også er nævnt tidligere, vidt forskellige. Og det er ofte tilfældet. Græssorten er afgørende, og nogle græsser – som Rødsvingel – er meget holdbare, mens andre græsser har kortere rødder og ikke kan holde til det samme. Man kan godt spille golf på en dybfrossen bane, så længe, der ikke er rimfrost på græsstråene. De frosne græsstrå knækker og da der ikke er vækst, vokser de ikke ud igen. Det er altid greenkeeperens opgave at vente med at åbne banen til rimfrosten er helt væk, og på skov- og parkbaner varer det længere fordi solen og vinden ikke på samme måde kan tørre og varme banen op. Greens er kun én del af problemet ved at spille om vinteren. Et andet og lige så væsentligt, er det slid, der opstår der hvor man som golfspiller typisk bevæger sig. Det tager lang tid at rette de skader op, der opstår.
Derfor har greenkeeperen to gode råd til vintergolfere – når den tid kommer: – Spred sliddet ud der hvor I går så I ikke går der hvor alle andre også går og tjek lige jeres mail inden I skal ud. Er banen ikke åbnet endnu, flyttes starttider og man får besked om det. Er der rimfrost på græsset er banen altid lukket!
