Egentlig kendte vi terminen for Made in Denmark 2019, så det var noget af en bombe, der sprang, da det blev bekendtgjort, at turneringen flytter fra midten af august til 23-26. maj.
Det er den uge, der i mange år har været reserveret til BMW PGA Championship, som formentlig er flyttet, fordi PGA Championship spilles ugen forinden.
Samtidig med, at turneringen er flyttet til maj, er præmiesummen fordoblet til 3 mio. €. Det må tiltrække stærkere spillere end i år på trods af, at de bedste skal tilbage fra USA. Desuden er det begrænset, hvor mange af de bedste europæere, der faktisk er med i PGA Championship, så selv uden dem kan man få et stærkt felt.
Adskillige turneringer rundt i Europa havde søgt om at overtage terminen, men lederen af European Tour, Keith Pelley, mente, at Made in Denmark er den mest banebrydende og fornyende på European Tour med en stemning og et tilskuertal, som det var logisk at belønne med den bedre termin.
Før det skete, konsulterede Flemming Astrup dog klimatabellerne for at sikre sig, at vejret normalt er godt sidste i maj, hvad det er; og sikrede sig, at sponsorerne er indforstået, og de var alle med på at tage turneringen endnu et skridt fremad – og gøre den dyrere.
En fortjent cadeau til Astrup, Lars Larsen og Thomas Bjørn, som har været hovedmændene bag forfremmelsen.