Masters fik en fantastisk optakt i par-3-turneringen. Årets nostalgibold var sammensat af Gary Player (82), Jack Nicklaus (78) og Tom Watson (68), og i modsætning til tidligere år var veteranerne ikke blot nogen, man hyldede – de spillede guddommelig golf og var med i kampen om topplaceringerne til det sidste.

Ja, Tom Watson vandt til og med i -6 efter en opvisning, hvor han slog tæt på flaget på nogen huller og holede lange putts for birdie eller par på resten. Han sluttede et enkelt slag foran Tommy Fleetwood og Tomas Pieters, som kunne ånde lettet op. Som bekendt har ingen vundet såvel par-3-turneringen som Masters i samme år.

Tom Watson har dog en enkelt gang været titelholder i begge turneringer – i fire dage. Han vandt Masters i 1981 og par-3-turneringen i 1982. Bemærk – han har vundet med 36 års mellemrum.

Alderen er ikke gået sporløst over nogen af de tre. De er langt fra så smidige som før, og Nicklaus har problemer med såvel gang som især sine øjne – men spille golf, det kan trioen stadig, og Nicklaus blev delt nr. 4 i -4, mens Gary Player efter at have indkasseret boldens eneste bogey sluttede i -2.

At publikum var ellevildt begejstret, er en underdrivelse. Der var masser af Augusta Roars. Ikke kun, når de gamle idoler udmærkede sig, men også, når Tony Finau og Dylan Fritelli scorede hole-in-one nr. 95 og 96 i turneringen siden starten i 1960.

Det allermest tiljublede hole-in-one tæller ikke i den statistik. Det stod Jack Nicklaus’ barnebarn Gary ’GT’ Nicklaus for, da han fik lov at forsøge sig på 18. hul. Det var hans livs første hole-in-one – og sikken et sted at lave det – men det var ikke helt så sensationelt, som mange troede. I den 20. Father & Son Contest i 2017 spillede Jack og GT sammen, selv om der altså er to generationer imellem dem.

Stemningen var som altid afslappet, og mange små rollinger fik lov at forsøge sig for deres fædre. Se galleriet på Masters.com og smil.

DEL
Forrige artikelIkke altid bowling – ikke altid golf
Næste artikelKokkedal er en klassebane
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.