Lucas Bjerregaard leverede en utrolige præstation, da han i kvartfinalen af WGC Matchplay i Austin vandt 1 up over Tiger Woods efter at have været bagud næsten hele matchen, men aldrig givet sig. Da det virkelig gjaldt, lynede den danske putter hul for hul, og på 18. hul var det Woods, der missede det putt fra knap to meter, der kunne have bragt matchen i forlængelse – i øvrigt efter at Bjerregaard havde været tæt på allerede at afgøre.

Det var en match, der størstedelen af vejen var af topkvalitet. Bjerregaards runde sluttede i -5, Woods’ i -4.

Bjerregaard viste stort sportsmanship, da han umiddelbart efter afslutningen mente, at det var en lidt ærgerlig måde, matchen sluttede på, for det havde Tiger ikke fortjent. Han havde i den grad nydt at møde og spille mod Tiger for første gang nogensinde, og det er trods alt begrænset, hvor mange der kan sige, at de har slået Tiger i en direkte duel.

Det havde været en stor oplevelse at oplevede publikums reaktioner med begejstring og tilråb, og det var slet ikke så få, der i rundens løb også var begyndt at råbe Bjerregaards navn.

I et interview med Michael Lermark fortalte Bjerregaard, at han var fuldstændig tappet for kræfter efter møder med Henrik Stenson og Tiger Woods på samme dag, og han var glad for sin putter. Med den form, Bjerregaard er i, vil han formentlig være fysisk på toppen søndag, selv om han umiddelbart virkede helt udslidt.

Lucas vandt første hul overbevisende, men efter et delt andet hul stod Tiger for tre birdies i træk, og det virkede samtidig, som om danskeren var påvirket af situationen. Lidt for meget respekt, lidt for meget adrenalin.

Så skete det overraskende, at Woods ikke vandt sjette hul, hvor Lucas for eneste gang i dysten havde tre tvivlsomme slag. Amerikaneren missede et ganske kort putt på syv, og så var Bjerregaard pludselig tilbage. Han udlignede på 10 blot for at se Woods vinde 11, efter at Lucas havde slået i vandet. Hul 13 blev delt i birdies, men på 16 satte nordjyden efter flere gyldne putts trumf på, da han holede for eagle og udlignede igen.

Med et formidabelt udslag på hul 17 par-3 så det ud, som om Woods igen ville komme foran, men endnu en gang holede Bjerregaard suverænt et putt, så presset var på Woods, som dog denne gang stod for presset.

Det gjorde han ikke på 18, og nu må det være meget tæt på, at Bjerregaard ikke bare er i semifinalen søndag mod Matt Kuchar, der besejrede Sergio Garcia – han er også meget tæt på at have sikret sig kort til PGA Tour 2020 samt temporary membership allerede i år.

Uanset, hvordan det går søndag, vil Lucas Bjerregaard nu være bedste dansker på Verdensranglisten, og han bliver meget interessant i Masters.

Foreløbig gælder det de to opgør søndag, hvor han afsluttende skal spille om enten første- eller tredjepladsen.

I den anden semifinale mødes en suverænt sikker Francesco Molinari og en sejt kæmpende Kevin Kisner.

Sikke en søndag, vi får!

Forrige artikel160 medlemmer til regelmøde og flæsk i Volstrup
Næste artikelDanny Sejer a la Bryson DeChambeau
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.