Gøteborg byder på hele 13 golfbaner, mange seværdigheder og gode shopping-muligheder og er ofte vært for koncerter og sportsarrangementer.

Gøteborg er med omkring en halv million indbyggere Sveriges næststørste by. Tidligere kendt for den store havn og tunge industri, men i dag er storbyen forvandlet til en moderne metropol, der lokker med et rigt kulturliv og ikke mindst Nordens største forlystelsespark, Liseberg. Afstanden i bil fra Helsingborg er 215 km, og der er færge til Gøteborg fra Frederikshavn.
Det er værd at besøge Haga-kvarteret, der er blandt Gøteborgs ældste kvarterer. I 1970erne et slidt arbejderkvarter som kommunen ville rive ned, men protester ændrede tingene. Kvarteret blev byfornyet og er i dag en idyllisk bebyggelse med flotte huse. Tag en tur ned ad gågaden Haga Nygata med mange specialbutikker, caféer og restauranter. I øst støder Haga op til Vasastaden, og i vest til Linnéstaden – begge med charmerende forretningsstrøg med gode spisesteder og små forretninger.
For haveinteresserede er Gøteborgs botaniske have (Göteborgs botaniska trädgård) et must. Haven er den største botaniske have i Sverige og anses for at være en af de fineste i Europa.

Hills er topbanen i Gøteborg

12 km syd for Gøteborg finder man Hills GC, som i august lagde græs til Europa Tour. Her skal man slå fra høje klippefremspring til dalsænkninger og putte på rigt ondulerede greens. Hills GC er en stor golfoplevelse og ligger i top blandt svenske golfbaner.
Der er en del vand i spil, og hvor der er sø, bliver man lokket til at forcere vand for at skære noget af længden. Banen belønner i det hele taget spillere, der tør tage chancer. Ofte står man i et valg mellem et forholdsvis kort udslag, der tager fairways bunkers ud af spil, eller et langt slag, der forcerer bunkers og giver mulighed for at nå green i to slag.

Forrige artikelHarrington vælger Karlsson
Næste artikelRegionsgolfen kårede landsmestre
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.