Svensk sejr i British Masters efter vildt drama. God dansk uge på både Challenge Tour og European Tour.

En 15.plads til Søren Kjeldsen i British Masters, hvor Lasse Jensen avancerede 34 pladsen til delt 30. plads. Begge forbedrede sig dermed på finalerunden og kunne notere sig en god uge. Topstriden var de selvsagt ikke en del af, og den blev rigtigt spændende. Svenske Marcus Kinhult og Matt Wallace var ude i førerbolden og stod helt lige på -15 efter 15 huller. Blot et slag dårligere lå Eddie Pepperell, den forsvarende mester, som var 5 under par for runden efter 16 spillede huller. Pepperell fik birdie på 17, samtidig med at Kinhult fik bogey på 16. den skotske venstrehåndsspiller og tour-rookie Robert MacIntyre syntes at have spillet sig ud af kampen tidligt, men så lavede han en eagle på 17. og kom til -14.

Kinhult missede sit andetslag på 17. i højre, men reddede alligevel en birdie i hus, mens Matt Wallace slog sit drive i dyb rough, kom op lige kort af green og hans korte birdieputt tog hulkanten og blev oppe. Begge var så i -15, sammen med Pepperell, der fik par på 18. og satte målet i klubhuset til -15.

MacIntyre slog et vidunderligt approach til det vanskelige 18. hul og sænkede birdieputtet for også at bringe sig i -15.

Både Wallace og Kinhult slog gode slag ind til 18., med den 22-årige svensker lidt bedre. En dybt frustreret Wallace missede sit putt og bankede putteren i green i afsky. Enormt dårlig stil. Marcus Kinhult holdt derimod nerverne i ro, sænkede sit birdieputt med den største selvfølgelighed og vandt dermed sin første sejr på European Tour.

Kinhult har blot klaret to cuts i sine seneste otte turneringer, og så undervejs ud til at have spillet sig lidt ud af det. Han nød godt af Wallace’ korte missede putt på 17. hul, men det tæller alt sammen.

Danske andenpladser

Spænding var der mindre af på Challenge Tour i Prag, hvor sidste uges vinder, franske Antoine Rozner gentog bedriften og vandt i sikker stil i -17, syv slag bedre end fire spillere på andenpladsen, blandt dem både Martin Leth Simonsen og Mark F. Haastrup. Det har været en super sæsonstart for danskerne på Challenge Tour, og begge ligger lunt i svinget på ranglisten, hvor top15 får et kort til European Tour når sæsonen er omme. Det samme gør Rasmus Højgaard trods en mindre god dag i dag, hvor han faldt tilbage til 21. pladsen i -6. Benjamin Poke klemte sig ind på 12. pladsen i -7. Jeppe Huldahl blev delt 45, Marcus Helligkilde delt 57 og Nicolai Tinning på  62. plads efter en rigtig dum dag på kontoret.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelFransk dominans i Prag
Næste artikelHvem opkaldte Tiger sin søn efter?
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.