Max Homa var bundsolid, da han satte verdenseliten til vægs. 27 plads til Nanna.

For to år siden skammede Max Homa sig over at skulle dele omklædningsrum med de andre spillere på PGA Tour. Han følte slet ikke han havde niveauet til at være der og 15 missede cuts i 17 starter berettigede hans tvivl. I går aftes vandt han Wells Fargo Championship og kan kalde sig vinder på PGA Tour!

Homa indledte finalerunde i delt føring, men lige i hælene på ham var en stribe af spillets største stjerner inklusive den dobbelte vinder af turneringen Rory McIlroy og Justin Rose, Sergio Garcia, Rickie Fowler og Paul Casey.

Men Homa var bundsolid. Gik den bedste runde af alle i topstriden med en 67’er og vandt komfortabelt med tre slag til Joel Dahmen og fire til Rose. Endnu engang havde McIlroy ikke det nødvendige søndags-gear og dumpede ned på en 8. plads.

Stort drama

Der var det helt store finaledrama på LPGA Tour, hvor Mediheal Championship måtte afgøres i omspil. Sei Young Kim gik ind i finalen med tre slags forspring til Charley Hull, men fik en katastrofal start med dobbeltbogey – bogey på de to første huller, så var det forspring væk. Engelske Bronte Law gik en 65’er (-7) og rookien med det pudsige navn Jeongeun Lee6 kom rundt i -5 – 6-tallet har hun taget fordi hun er den sjette Jeongeun Lee i LPGA’s historie. De endte med at komme i omspil med Sei Young Kim, der på imponerende vis fik samlet stumperne og endte med trods alt at vinde omspillet. Nanna Koerstz Madsen, der indledte finalen på samme placering som Bronte Law og gik ud en halv time efter englænderen, havde ikke den bedste finale og sluttede i +1 for både runde og turnering på en delt 27. plads.

Foto: Getty Images

Forrige artikelOprykkerne rystede mestrene
Næste artikelTirsdagsanekdoten: Verdens langsomste hole-in-one
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.