Et hole-in-one er et spørgsmål om et antal sekunder, fra bolden bliver ramt, til den vælger at opfylde sin spillers hedeste ønske.

Der er dog et spektakulært tilfælde, hvor en bold først løb i hul en time og fire sekunder efter, at den var sendt af sted. Det skete i 2005 for nordmanden Odd Martinsen, der var på ferie i den svenske by Haparanda, som de fleste danskere kun kender fra meteorologiske observationer.

En dag i ferien spillede han sammen med sin kone Turid en bane, hvis beliggenhed er unik. Den går nemlig på tværs af grænsen mellem Sverige og Finland mellem byerne Haparanda og Torneå (på finsk Tornio).

Hul 14 er blot 115 meter langt og naturligvis par-3, men udslaget sker i Sverige, mens green ligger i Finland. Det betyder, at der er en times tidsforskel mellem de to steder. Når klokken er 12 på tee stedet, er den 13 på green.

Det forklarer, at det varede en time og fire sekunder, fra Odd slog ud, til bolden gik i hul.

Selvfølgelig er et hole-in-one ingen dagligdags begivenhed, men det giver sjældent grænseoverskridende ry, som dette gjorde.

Forrige artikelHoma snød stjernerne
Næste artikelUgens tv-golf: Lucas og Thorbjørn på plads i Texas
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.