Viktor Hovland blev lørdag hyldet på den Norske Idrætsgalla for ’Årets Sportspræstation’ for sine to sejre på PGA Tour og for sin imponerende opstigning på golfspillernes verdensrangliste.

Det var overraskende selv for det norske golfsite Golferen.no, for Norge har et utal af internationale verdensstjerner i mange sportsgrene, og i forhold til for eksempel vintersportsgrenene er golf en relativt lille sport i Norge.

Men klasse fornægter sig ikke i det sportsglade land mod nord, som ifølge websitet Greatestsportingnation.com er verdens næstbedste idrætsnation overhovedet – kun overgået af mægtige USA. På samme liste er Danmark noteret som nummer 30.

Kåringen af Viktor Hovland står på en måde i slående kontrast til vores hjemlige sportspriser, hvor Emily Kristine Pedersen blev (groft, kan man mene) forbigået og ikke var blandt de tre nominerede til Årets Sportsnavn og endnu mere chokerende ikke kunne komme blandt de ti (ja 10!) nominerede til dagbladets B.T.s Guld trods fire individuelle sejre, en holdsejr og den samlede ranglistesejr på Ladies European Tour.

Er man lidt flabet – og det tør vi godt være – så er vores norske venner ikke bare meget bedre til sport end os danskere, de er også meget bedre til at anerkende sportslige topresultater.

Viktor Hovland kunne i øvrigt ikke være til stede ved prisoverrækkelsen, da han samtidig spillede Sentry Tournament of Champions på Hawaii, hvor han efter en rigtigt skidt finalerunde måtte nøjes med en delt 31. plads.

Foto: Getty Images