Det var en storsmilende John Daly, GOLFBLADET i går mødte på PGA Merchandise show i Orlando. Han var en af flere tidligere vindere af PGA Championship, der foretog den officielle åbning af verdens største golfmesse, og da vi bagefter mødte ham kunne han fortælle, at han vender tilbage til Made in Denmark igen i 2018.

”Det var en fed oplevelse, at spille Made in Denmark sidste år og jeg har aftalt med arrangørerne, at jeg kommer og spiller igen i år,” sagde den karismatiske amerikaner, der tog publikum med storm i Himmerland – både på golfbanen, hvor han spillede en god turnering – og på musikscenen, hvor han gav et par numre til publikums udelte begejstring.

”Jeg glæder mig til at komme tilbage og spille på Thomas’ (Thomas Bjørn) hjemmebane,” siger Daly.

Promotor Flemming Astrup siger dog til GOLFBLADET, at der endnu ikke foreligger en aftale med John Daly. Han er konfirmeret til turneringen i Tjekkiet ugen efter, og gav allerede i forbindelse med Made in Denmark sidste år udtryk for, at han meget gerne vender tilbage. En formel aftale foreligger dog ikke endnu, siger Flemming Astrup, der skal bruge en af sine specielle invitationer på Daly, hvis han skal deltage. Der er dog næppe tvivl om, at John Daly igen vil være en et populært trækplaster i Silkeborg.

Der bliver dog ingen musikfestival til Made in Denmark i år, så det bliver i givet fald en Daly uden guitar, der kommer til Silkeborg.

Forrige artikelNyt og velkendt grej til stjernerne
Næste artikelVelkommen til Golfbladet.com
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.