Der var danskere overalt på Le Golf National

Ikke siden vikingerne indtog Normandiets kyster for mere end 1000 år siden, har flere danskere på samme tid invaderet Frankrig, som det var tilfældet til Ryder Cup. Der må have været god plads på de danske baner i den forgangne weekend, for alle syntes at være til Ryder Cup.
Overalt hørte man dansk, så danske flag, både små diskrete flag, der stak op af rygsække, og kæmpestore flag, bundet om livet på henrykte ungersvende eller strategisk placeret på tribunerne, så tv-seere verden over ikke skulle være i tvivl om hvem der regerer i europæisk golf; det lille stolte land højt mod nord.
Danmark har den regerende europamester for amatører, de regerende verdensmestre for amatørlandshold, er forsvarende mestre i World Cup og den vindende Ryder Cup-kaptajn Thomas Bjørn! Hvor stort er det lige. Den sidste bedrift med e storspillende Thorbjørn Olesen som en væsentlig del af det sejrende 12-mandshold.

Opbakning til Thorbjørn

Den danske invasion var tydelig. Nogle festligt udklædte med dannebrogshabitter eller med knaldrøde parykker, skæg og sjove briller, andre mere diskrete, men hele tiden hørte man danske tilråb, danske kommentarer. Europatour-spilleren Lucas Bjerregaard var nede og indsnuse atmosfæren; måske er han selv en del af holdet om to år i USA. Og verdensmestrene, de 17-årige tvillinger Rasmus og Nicolai Højgaard, var der hele ugen, på VIP-pladser fordi de havde spillet med i Junior Ryder Cup forud for matchen. De proklamerede friskt overfor Jyllands-Postens udsendte, at de ikke bare håber på, men regner med at spille på holdet om fire år i Rom. Sådan!
Thorbjørn Olesen var ikke meget i aktion på banen, men fik fantastisk opbakning både i sin fourball med Rory McIlroy fredag morgen, og ikke mindst i den fantastiske single søndag mod Jordan Spieth, der blev pakket godt og grundigt sammen. Under træningsrunderne, hvor der var over 40.000 tilskuere, blev der taget hundredevis af selfies med Thorbjørn og danske tilskuere.

Forrige artikelNy forpagter i Herning Golf Café
Næste artikelLucas Bjerregaard vinder Alfred Dunhill Links
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.