– Jeg fik 20% mindre i løn og 80% større arbejdsglæde, fortæller Esben Hallundbæk Hansen om, da han skiftede karrierespor som 54-årig og blev en aktiv og iderig golfmanager i Odense Golfklub (OGK)

Esben Hallundbæk Hansen er indfødt odenseaner, og hans legeplads som ung var OGKs daværende baneanlæg på Rugårdsvej nogle hundrede meter fra hans hjem. Det førte til, at han var blandt de unge, der tjente lidt lommepenge på at gå caddie og kort efter selv begyndte at spille med selveste Herluf Hansen som træner.
Kammeratskab
– Vi var flere, der først deltog i den golf, Odense Kommune tilbød skoleelever en gang om året, og fortsatte med at spille sammen. Vi vandt sportsjournalisternes juniorturnering og kom til The Open på Royal Troon – Tom Watson vandt – og udgjorde siden også stammen på klubbens elitehold, der spillede sig op i 1. division.

Erhvervskarriere
I mere end 40 år har golf været den store hobby i Esbens liv, mens han tjente sine penge i erhvervslivet, hvor han blev student, tog Højere Handelseksamen og blev udlært i løbet af fem år hos Tulip.
Derefter fortsatte han i den grafiske virksomhed Purup, som skiftede navn til Bording i løbet af de 30 år, han arbejdede der. Han sluttede som salgschef og havde taget diplom i virksomhedsledelse.
Ungdomsleder i golf
Sønnen Magnus har taget golfen op og er i dag elitespiller, og da Magnus begyndte på golf i 2010, meldte tanken sig om at betale tilbage til klubben, der havde givet ham så meget. I 2013 blev han juniorformand med hovedet fuldt af ideer og fik i samarbejde med træneren Morten Beck pustet gevaldigt liv i ungdomsafdelingen. Bl.a. stod han sammen med Odense Eventyrs Hans Henrik Søllested bag den årlige juniormatch Slaget om Odense, der spilles efter Ryder Cup-format.

Lyst til at skifte spor
I de år kom Esben dagligt i klubben og begyndte at overveje, hvordan det ville være at arbejde i kontoret, fordi ideerne også hvirvlede frem om, hvad han kunne gøre som golfmanager.
I 2018 blev stillingen ledig. Han tænkte sig grundigt om, fik grønt lys hjemmefra – og søgte den.

Visioner
Blandt 40 ansøgere var han blandt de fire, der blev kaldt til samtale, og så brugte han et par dage på at nedfælde en komplet visionsplan med mål, han ønskede at realisere.
– De vidste præcis, hvad de fik, og jeg var spændt på, om jeg spændte ben for mig selv, da jeg brugte 20 minutter på at gennemgå planen i detaljer. Heldigvis var det en intenst lyttende bestyrelse, der stillede gode opklarende spørgsmål, og som indså, at den og jeg ville kunne samarbejde.

Principper
Så startede arbejdet, og i tæt samarbejde med trænere, greenkeepere, shopejer og restauratør er det gået næsten uhyggelig stærkt med at vinge målene af. Hovedprincippet er, at klubben skal drives som 50% forening og 50% forretning, …
— for ellers har man ikke en chance i dag.
Det har ført til, at OGK har tilsluttet sig Golfhäftet og er gået ind i samarbejdet Fynske Golf Oplevelser. Der er kommet flere Company Days, der er kraftigt øgede sponsorindtægter, og i marts oprettes en Erhvervsklub, Sweet Spot, der skal udgøre et supernetværk.
Devisen er, at man ikke forærer noget væk, men forøger værdien af det, man tilbyder.

Dagligdagen
Først blev væggene mellem hallen og sekretariatet revet ned, så modtagelsen blev åben og imødekommende.
– Alle spillere skulle føle, at de var de vigtige, og at vi var der for at servicere dem.
Så fik øvefaciliteterne et løft med oprettelse af båse på driving range og en omlægning af indspilsgreen, der blev mulig pga. resultatet af en gaveindsamling blandt medlemmerne.
Den voldsomme tørke i 2018 var dyr i vandforbrug, og det er imødegået ved, at søen ved 12. hul blev udvidet med 30%. Den udgravede jord blev anvendt til anlæggelse af et nyt, smukt og eleveret teested på 6. hul – og siden har klubben ikke brugt ekstra vand på banen.
Mange medlemmer dyrker fitness, og det kan de fra midten af marts gøre i et moderne fitnessrum, der også kan tiltrække fitnessdyrkende ude fra, bl.a. fordi klubbens trænerelev Kristian Madsen er uddannet fitnesstræner og en garanti for fuldt udbytte.
Det vil også give eliten, som klubben fremover vil satse meget på, perfekte betingelser.
For nye golfspillere er der etableret en mentorordning, der har hævet fastholdelsesprocenten for prøvemedlemmer fra 40 til 65%.

Historie og hjerteblod
Esben Hallundbæk mener, at historie og traditioner er blandt de ting, der knytter spillere til deres klub, og som Danmarks femteældste klub har Odense kaskader af historisk stof at berette. Såvel om Odenses byhistorie som anekdotisk stof om tidligere medlemmer.
Da den mangeårige formand og ildsjæl Børge Wille døde, blev der plantet et træ til hans minde, og det bliver ikke det sidste tiltag af denne art.
Hallundbæk arbejder med ideer til forbedring af bunkers, tiltag, der skal hjælpe handikappede, og han er – som sin stab – på fornavn med hele klubben.
– Det her er mit hjerteblod, og så længe, jeg har fuld opbakning fra min kone Charlotte. arbejder jeg uden at tælle timer på at gøre klubben til et vigtigt sted for samtlige vores medlemmer.

Forrige artikelDet handler om kvalitet og tryghed…..!
Næste artikelGolf mellem klipper, søer og svenskrøde huse
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.